Generelle spørgsmål
1. Har Folketinget besluttet at VVM-undersøge begge to løsningsforslag?
Ja, et enigt Folketing vedtog den 13. marts 2007 en projekteringslov. Derfor er der igangsat VVM-undersøgelser af både etablering af en ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge (Nybygningsløsningen) og af det ekstra spor mellem København og Høje Taastrup (5. sporsløsningen).
Forud for dette havde regeringspartierne, De Radikale og Dansk Folkeparti i efteråret 2005 og sommeren 2006 truffet beslutning om at forberede en projekteringslov.
2. Hvornår vælger politikerne mellem de to løsningsforslag?
Der forventes en politisk beslutning om valg af løsning i efteråret 2009.
3. Hvornår vil den valgte løsning være klar til togdrift?
Det afhænger af mange forskellige faktorer. Men først og fremmest er det afhængig af hvilken løsning, politikerne vælger.
Nybygningsløsningen forventes ibrugtaget i 2018. 5. sporsløsningen forventes ibrugtaget i 2020, idet dette anlægsarbejde skal koordineres med etablering af et nyt signalanlæg.
4. Hvornår får borgerne besked om hvilke huse og områder, der bliver berørt af projekterne?
Trafikstyrelsen kontaktede allerede primo 2007 alle interesserede berørte grundejere i de områder, som ligger tæt på begge strækninger. Dermed menes langs banen København – Roskilde samt langs den projekterede strækning fra København over Køge til Ringsted. En ekspropriationskommission vil tage endelig stilling til omfanget af ekspropriationer - formentlig i 2010.
5. Hvor fremtidssikrede er løsningerne?
5. sporsprojektet giver et kapacitetsløft på kort sigt. Desuden løses en række flaskehalsproblemer, men ikke alle.
Nybygningsløsningen er en mere langsigtet løsning og har en kapacitetsreserve, som senere kan anvendes i forbindelse med udbygning af banegårdskapaciteten i Københavnsområdet.
6. Hvorfor skal man overhovedet udvide banen mellem København og Ringsted?
Formålet med en baneudvidelse er at skabe plads på skinnerne til mere togtransport. På strækningen mellem København – Roskilde - Ringsted kender mange passagerer alt for meget til forsinkelser. Projektet skal forbedre såvel kapacitet som regularitet. Der skal altså køre flere tog med færre forsinkelser.
7. Hvor får jeg svar på mine spørgsmål?
Det får du her på Trafikstyrelsens hjemmeside.
I Trafikstyrelsen vil vi bestræbe os på løbende at opdatere hjemmesiden med information om projektet, så alle kan gå ind og læse om, hvad der kan forventes at ske netop i det område, hvor man bor.
Du kan også sende dit spørgsmål på mailadressen:
kh-rg@trafikstyrelsen.dk
Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive et brev til:
Trafikstyrelsen
Gammel Mønt 4, 1117 København K
Mærket: København – Ringsted projektet.
Sidst opdateret 5. oktober 2009