Kommunal anvisning til almene familieboliger

Kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune kan beslutte, at et antal almene familieboliger i kommunen skal stilles til rådighed for løsning af påtrængende boligsociale opgaver.

Dette kan kommunen gøre på tre måder.

  1. Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at indtil hver fjerde ledige familiebolig skal stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale opgaver.
  2. Kommunalbestyrelsen kan indgå (frivillig) aftale med boligorganisationen om at stille et antal ledige familieboliger til rådighed til løsning af påtrængende boligsociale opgaver. Dette tal kan både være mere eller mindre end hver fjerde bolig. Kommunalbestyrelsen kan dog altid jf. punkt 1 beslutte, at mindst hver fjerde bolig skal stilles til rådighed.
  3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at almene boligorganisationer skal stille indtil hver tredje bolig til rådighed til genhusning for husstande, hvis bolig skal rømmes som følge af sanering, byfornyelse eller nedrivning.

Det er kommunen der alene træffer beslutning om, hvem der kan anvises under hensyntagen til enkeltes boligsociale behov og det område, der anvises til. Men som eksempel kan nævnes skilsmisseramte og personer, der ufrivilligt er blevet hjemløse.
Mere information
Love og regler om bolig

Se love og regler om bolig
Sidst opdateret: 10.10.2018