Med BL 8-10 indførtes et obligatorisk, fortroligt og straffrit rapporteringssystem, hvorefter en række begivenheder, driftsforstyrrelser og andre irregulære forhold skal indberettes til os. Havarier og flyvehændelser skal fortsat indberettes til Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane i henhold til BL 5-40.
BL 8-10 trådte i kraft 15. august 2001 og medfører:
- at begivenheder, der er omfattet af rapporteringspligten, skal indberettes,
- at hvis en begivenhed er omfattet af indberetningspligt, er indberetningen fortrolig og skal af Trafikstyrelsen - eller eventuelle af Trafikstyrelsen benyttede eksperter - hemmeligholdes under strafansvar, og
- at der vil gælde straffrihed for indberetteren på basis af indberetningen, i det omfang begivenheden er indberetningspligtig, selv om indberetter har overtrådt love eller bestemmelser.
Fra den 1. maj 2009 trådte en ny udgave af BL 8-10 i kraft. BL 8-10 omfatter nu privatflyvning med luftfartøjer, der er optaget i det danske nationalitetsregister over luftfartøjer. BL'en omfatter hermed også svævefly og balloner.
Selve BL'en samt indberetningsformularer kan sammen med den seneste samlede rapport hentes via linket til højre.
Siden indførelsen i 2001 er systemet løbende blevet justeret, og i dag omfatter rapporteringspligten alle personalegrupper, der arbejder med flyvesikkerhed samt alle typer luftfartøjer - fra varmluftballoner og svævefly til større passagerfly.
Indførelsen af rapporteringssystemet betød, at vi fik mulighed for at komme et spadestik dybere, når det gælder analyser af de faktorer, der ville kunne føre frem til egentlige flyvesikkerhedsmæssigt kritiske hændelser.
Systemet har siden da gået sin sejrsgang, idet der i EU i 2003 på baggrund af den danske ordning blev vedtaget et direktiv, der indebærer en pligt til at indføre et tilsvarende obligatorisk, fortroligt og straffrit indberetningssystem i alle medlemsstaterne.
Vi vurderer løbende, om der er uhensigtsmæssigheder ved eller uønskede konsekvenser af systemet. Hvis dette er tilfældet, kan man ændre i listen over indberetningspligtige begivenheder, herunder evt. fjerne begivenheder fra listen med den konsekvens, at disse igen bliver undergivet de almindelige strafferegler i luftfartsloven.