En flyveinformations operatør arbejder med flyvesikkerhed, hvor han/hun assisterer luftfartøjer ved at give informationer og eventuelt råd til piloterne, således at piloten har mulighed for at undgå sammenstød med andre luftfartøjer, når de flyver i luftrum etableret med henblik på ydelse af flyveinformationstjeneste.
For at arbejde som FIS- eller AFIS operatør, skal du være i besiddelse af
- et gyldigt FIS-certifikat (FIS license)
- et gyldigt helbredscertifikat (Medical certificate)
- et gyldigt luftfartsradiotelefonistcertifikat (GEN + dansk fraseologi)
Et FIS-certifikat skal være påført den eller de kategorier samt kategoripåtegninger, som er erhvervet under uddannelsen og som angiver nøjagtigt, hvilken tjeneste du må udføre.
- AFI = flyvepladsflyveinformationstjeneste uden anvendelse af radar
- AFI/RAD = flyvepladsflyveinformationstjeneste ved hjælp af radar
- FFP = Flyveinformationstjeneste indenfor angivet område uden hjælp af radar
- FFS/RAD = Flyveinformationstjeneste indenfor angive område ved hjælp af radar
FIS-certifikatet skal også være påført en enhedspåtegning, der angiver, hvor den pågældende tjeneste må udføres. Enhedspåtegningen er gyldig i to år ad gangen og fornys efter særlige regler jf. BL 6-71
Du skal som hovedregel udføre 12 vagter indenfor den forudgående 3 måneders periode for at vedligeholde certifikatrettigheden. For at vedligeholde dine certifikatrettigheder skal du også deltage i vedligeholdelsestræning ved enheden en gang hvert andet år.
For at få fornyet enhedspåtegningen skal du aflægge et proficiency check, der består af et teoretisk og et praktisk check ved enheden.