JAR-FCL certifikater
I Danmark anvender vi de fælles europæiske standarder for personcertificering og udstedelse af certifikat. Standarderne er beskrevet i Joint Aviation Requirements - Flight Crew Licensing (JAR- FCL).
Formålet er dels at sikre en høj og ensartet standard af hensyn til flyvesikkerheden, dels at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa (EU), og endelig at skabe ensartede konkurrencevilkår for den europæiske luftfart.
Certifikaterne udstedes i overensstemmelse med ICAO annex 1 og JAR-FCL. Certifikatrettighederne inddeles i ”Privileges” og ”Ratings”. ”Privileges” er gyldige, såfremt certifikatet er gyldigt, og er som følger:
Privatflyvercertifikat – PPL(A)
En indehaver af et PPL(A) har ret til uden vederlag at fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på flyvemaskine i ikke-erhvervsmæssig luftfart, (ref. JAR-FCL 1.110(a)).
Hvis certifikatets rettigheder skal udøves om natten, skal krav til natflyvningsrettighed i henhold til JAR-FCL 1 være opfyldt. Rettigheden påtegnes certifikatet, (ref. JAR-FCL 1.110(b)(2) og JAR-FCL 1.125(c)).
Trafikflyvercertifikat – CPL(A)
En indehaver af et CPL(A) har ret til at:
- udøve de rettigheder indehaveren af PPL(A) har,
- fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på enhver flyvemaskine i al luftfart, bortset fra flyvning i erhvervsmæssig lufttransport,
- fungere som luftfartøjschef på enhver én-pilot flyvemaskine i erhvervsmæssig lufttransport,
- fungere som andenpilot på flyvemaskine i erhvervsmæssig lufttransport, (ref. JAR-FCL 1.150(a)).
Trafikflyvercertifikat – ATPL(A)
En indehaver af et ATPL(A) har ret til at:
- udøve de rettigheder indehaveren af PPL(A), CPL(A) og IR(A) har,
- fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på flyvemaskine i erhvervsmæssig lufttransport, (ref. JAR-FCL 1.275(a)).
Flyvemaskinistcertifikat – F/EL
En indehaver af et F/EL har ret til at fungere som flyvemaskinist på flerpilot flyvemaskine, der kræves opereret af en flyvebesætning, der inkluderer flyvemaskinist. (Ref. JAR-FCL 4.150)
Privatflyvercertifikat – PPL(H)
En indehaver af et PPL(H) har ret til uden vederlag at fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på helikopter i ikke-erhvervsmæssig luftfart, (tef. JAR-FCL 2.110(a)).
Hvis certifikatets rettigheder skal udøves om natten, skal krav til natflyvningsrettighed i henhold til JAR-FCL 2 være opfyldt. Rettigheden påtegnes certifikatet, (ref. JAR-FCL 2.110(b)(2) og JAR-FCL 2.125(c)).
Trafikflyvercertifikat – CPL(H)
En indehaver af et CPL(H) har ret til at:
- udøve de rettigheder indehaveren af PPL(H) har,
- fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på enhver helikopter i al luftfart, bortset fra flyvning i erhvervsmæssig lufttransport,
- fungere som luftfarttøjschef på enhver én-pilot helikopter i erhvervsmæssig lufttransport,
- fungere som andenpilot i erhvervsmæssig lufttransport på helikopter, der kræves opereret med andenpilot, (ref. JAR-FCL 2.150(a)).
Trafikflyvercertifikat – ATPL(H)
En indehaver af et ATPL(H) har ret til at:
- udøve de rettigheder indehaveren af PPL(H) og CPL(H) har,
- fungere som luftfartøjschef eller andenpilot på helikopter i erhvervsmæssig lufttransport, (ref. JAR-FCL 2.275(a)).