Internationalt fokus

I Trafikstyrelsen er det vores holdning, at der kun kan opnås varige løsninger på luftfartens miljøpåvirkninger gennem det internationale samarbejde. Udslip af gasser og partikler påvirker atmosfæren og hele Jordens klima, og enkeltstående nationale initiativer har ingen eller kun beskeden effekt på disse udslip. Tilsvarende kan skærpelse af krav til støjcertificering af luftfartøjer kun gennemføres på internationalt plan. Danmark kan yde en indsats på disse felter ved at deltage i det internationale samarbejde for at understøtte presset for varige, bæredygtige løsninger. Dette indebærer at den forudsatte vækst i lufttrafikken afbalanceres i forhold til lufttrafikkens påvirkninger af miljøet.

Globalt

ICAO, International Civil Aviation Organization, er luftfartens overordnede internationale organisation. ICAO er en organisation under FN og har til formål at behandle internationale luftfartsanliggender og at indføre standarder for den civile luftfart. ICAO’s miljøkomité hedder CAEP, Committee on Aviation Environmental Protection.

Europa

I Europa findes ECAC, European Civil Aviation Conference, et samarbejde mellem 42 lande, som bl.a. har til formål at tage initiativer til at forbedre flyvesikkerheden. ECAC’s miljøkomité hedder ANCAT, Abatement of Nuisances Caused by Air Transport. Heri drøftes miljøforhold af interesse for luftfarten, f.eks. flystøj, luftfartens klimapåvirkning osv. ANCAT fungerer desuden som et forum til afstemning af synspunkter forud for møder i CAEP.

EU

EU har ønsket at gå i spidsen for nedbringelse af drivhusgasser, herunder også fra luftfarten. EU har derfor fremsat forslag om, at udledningen af CO2 fra luftfarten skal omfattes af det kvotehandelssystem, som EU har etableret for en række andre energiforbrugende brancher.

Ideen med et CO2-kvotehandelssystem er, at der sættes et overordnet loft på, hvor meget CO2 der må udledes i EU. Herefter sker en fordeling af CO2 kvoter til de brancher der er omfattet af kvotehandelssystemet. Mængden af tildelte kvoter reduceres år for år, og ideen er, at brancher med større CO2 udledninger end de har kvoter til, enten må reducere udledningerne eller købe kvoter fra andre brancher, som har reduceret deres udledninger og derfor har kvoter til overs. På den måde skulle markedskræfterne sørge for, at reduktionerne i udledning af CO2 sker der, hvor det er billigst at reducere.

Norden

De nordiske lande har i N-ALM etableret et samarbejde mellem de nordiske luftfartsmyndigheder transport- og miljøministerier og lufthavne. Desuden deltager nogle nordiske luftfartsselskaber. Formålet med N-ALM er at udveksle erfaringer og koordinere de nordiske luftfartsmyndigheders positioner vedrørende miljømæssige forhold i relation til ICAO, ECAC og EU. N-ALM holder møde to gange om året.

Sidst opdateret: 21.02.2011