Buskørsel

Her kan du læse om Trafik- og Byggestyrelsens opgaver vedrørende udstedelser af tilladelser til buskørsel, samt forklaring af termerne "Erhvervsmæssig buskørsel" og "Ikke-erhvervsmæssig buskørsel".

Trafik- og Byggestyrelsen udsteder nationale og internationale tilladelser til buskørsel og fører tilsyn med, at indehaverne til enhver tid opfylder betingelserne for tilladelsen.

Trafik- og Byggestyrelsen tager også stilling til spørgsmål om ikke-erhvervsmæssig buskørsel.

Erhvervsmæssig buskørsel
Erhvervsmæssig personbefordring med en bus kræver tilladelse fra Trafik- og Byggestyrelsen. En bus er et motorkøretøj indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet.

Erhvervsmæssig personbefordring er kørsel:

  • med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre,
  • som udføres mod vederlag, eller
  • som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.

Tilladelse til buskørsel giver ret til at udføre buskørsel inden for landets grænser. Dog kræves der en særlig tilladelse til udførelse af rutekørsel.

Ikke-erhvervsmæssig buskørsel
Den ikke-erhvervsmæssige buskørsel kan udføres tilladelsesfrit. Som eksempler på tilladelsesfri kørsel kan nævnes:

  • en virksomheds befordring af ansatte
  • en forenings befordring af foreningens aktive medlemmer
  • en kommunal eller privat institutions befordring af patienter, elever og ansatte
  • en privat persons befordring af personer, som den pågældende har nærmere tilknytning til f.eks. den nærmeste familie eller nære venner.

Kørslen skal udføres vederlagsfrit, idet der dog kan godtgøres udgifter forbundet med kørslen som f.eks. udgifter til benzin og olie.

En tilladelsesfri bus kan føres af en person, der opfylder lovgivningens krav til føreren, herunder krav om rødt kvalifikationsbevis. Se nærmere om krav til føreren ved at benytte linket øverst til højre.

Reglerne om ikke erhvervsmæssig buskørsel er beskrevet i vejledning om tilladelsesfri buskørsel, som kan findes ved at benytte linket til højre.

 

Sidst opdateret: 11.07.2016