Taxikørsel er erhvervsmæssig personbefordring i køretøjer indrettet til befordring af indtil 9 personer, føreren medregnet.
Taxikørsel kræver en tilladelse. Antallet af tilladelser fastsættes af kommunerne og af Taxinævnet i Region Hovedstaden. Antallet af tilladelser fastlægges ud fra hensynet til en tilfredsstillende betjening af offentligheden inden for myndighedens område. Der skal være en offentlig bekendtgørelse af, at en tilladelse er ledig, før den kan udstedes.
Tilladelser skal tildeles de ansøgere, som myndigheden skønner, er bedst kvalificerede. Når der foretages et skøn, skal der blandt andet lægges vægt på erfaring gennem tidligere beskæftigelse som chauffør eller vognmand inden for erhvervsmæssig personbefordring.
Taxikørsel må kun udføres som personligt ejet virksomhed.
Ansøgere, der er omfattet af bestemmelserne i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v., har fortrinsret til ledige tilladelser. Det er under forudsætning af, at de opfylder lovgivningens krav til økonomi, faglighed og vandel.
Hvis handicappede imidlertid ikke kan udføre de arbejdsfunktioner, der normalt påhviler førere af taxier, har de ikke fortrinsret.