Den 1. marts 2012 trådte nye regler i kraft vedrørende energi- og miljøkrav til taxier mv.
Den 1. marts 2012 trådte den nye bekendtgørelse vedrørende energi- og miljøkrav i kraft jf. bekendtgørelse nr. 1176 af 12. dec. 2011. Formålet med bekendtgørelsen er at nedbringe CO2-udslippet og mindske luftforureningen fra taxier.
I forhold til den tidligere bekendtgørelse, der trådte i kraft den 15. september 2009, er der i den nuværende bekendtgørelse indført skærpede energikrav.
Bekendtgørelsen omfatter biler, der registreres første gang og anvendes til taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport eller til kørsel på grundlag af tilladelse til offentlig servicetrafik, og bilerne er opdelt i følgende kategorier:
1) Almindelig bil: Bil indrettet til højst 5 voksne personer, føreren medregnet.
2) Storvogn I: Bil indrettet til 6 eller 7 voksne personer, føreren medregnet.
3) Storvogn II: Bil indrettet til 8 eller 9 voksne personer, føreren medregnet.
Jf. bekendtgørelsen skal Trafikstyrelsen årligt udarbejde et udkast til en vurdering af, om der er behov for en justering af energi- og miljøkravene i forhold til den teknologiske udvikling og udbuddet på markedet. Udkastet sendes i høring hos relevante organisationer og myndigheder inden udgangen af april måned. Vurderingen offentliggøres på Trafikstyrelsens hjemmeside og kan læses her
1. Gældende krav
Følgende energi- og miljøkrav er gældende pr. 1. marts 2012:
1) Almindelig bil skal være i energiklasse B eller bedre (mindst 15,4 km/l for benzinbiler og 17,3 km/l for dieselbiler), dog skal limousiner i kategorien almindelig bil være i energiklasse D eller bedre (mindst 12,5 km/l for benzinbiler og 14,1 km/l for dieselbiler).
2) Storvogn I skal være i energiklasse C eller bedre (mindst 14,3 km/l for benzinbiler og 16,1 km/l for dieselbiler), dog skal limousiner i kategorien storvogn I være i energiklasse F eller bedre (mindst 10,5 km/l for benzinbiler og 11,9 km/l for dieselbiler).
3) Storvogn II skal være i energiklasse F eller bedre (mindst 10,5 km/l for benzinbiler og 11,9 km/l for dieselbiler).
Følgende biler er undtaget fra energi- og miljøkravene:
1) Limousiner, som har en akselafstand over 3500 mm, eller som er registreret første gang for mere end 35 år siden.
2) Biler udstyret med fastmonteret lift og indrettet til befordring af mindst 2 kørestole.
3) Biler indrettet til liggende sygetransport med bårerum og 1-2 sæder i patientkabinen.
Bilerne skal minimum opfylde kravene til Euro 5 jf. EF-forordning 715/2007.
Udover krav til energieffektive motorer stiller bekendtgørelsen også krav om, at nye taxier med dieselmotorer skal være forsynet med partikelfiltre, og senest 1. juli 2014 skal alle taxier have partikelfiltre.
CO2-reduktion
5,6 mio. liter sparet brændstof er, hvad taxibranchen kan se frem til over en treårig periode, når de nye regler for taxier indfases fra 1. marts 2012. Det luner i branchens økonomi samtidig med, at miljøet spares for 15.000 tons CO2-udledning.
”Vi har set frem til, at det teknisk set var muligt at stille skærpede krav til taxiers brændstofforbrug. Hvert år vurderer vi markedsudbuddet af nye biler for at se, om der er grundlag for at ændre reglerne. Og nu er markedsudbuddet af biler i energiklasse A og B så stort, at vi med rimlighed kan skærpe kravene til taxierne” siger en tilfreds transportminister, Henrik Dam Kristensen (S).
I september 2009 trådte det første regelsæt i kraft om energikrav til taxier. Den gang var kravet, at almindelige biler til fem personer som minimum skulle være i energiklasse C. Disse krav har medført en akkumuleret CO2-reduktion på ca. 17.000 tons i perioden september 2009 til udgangen af oktober 2011.
”Resultatet af kravene fra dengang taler jo sit tydelige sprog - der er virkelig både miljø og penge i at købe biler i de grønne energiklasser”, siger Niels-Anders Nielsen, centerleder i Trafikstyrelsen. ”Udbuddet af energieffektive biler er steget markant de seneste år, og man kan i dag få energieffektive biler, der kan møde stort set alle behov” udtaler Niels-Anders Nielsen.
I Trafikstyrelsen overvåger man nye bilers brændstofforbrug. Trafikstyrelsen driver også hjemmesiden bilviden.dk hvor man kan finde energiklasserne alle personbiler registreret efter 1997 og varebi-ler registreret efter 2007.
Oversigt over energiklasser
Klasse |
Benzin km/l |
Diesel km/l |
A |
18,2-op |
20,5-op |
B |
15,4-18,1 |
17,3-20,4 |
C |
14,3-15,3 |
16,1-17,2 |
D |
12,5-14,2 |
14,1-16,0 |
E |
11,8-12,4 |
13,2-14,0 |
F |
10,5-11,7 |
11,9-13,1 |
G |
4,5-10,4 |
5,1-11,8 |