Er elbilen egnet i delebilsordninger? Kan den udgøre et reelt alternativ til den konventionelle bil i fleksible flåder – og hvis ikke, hvori består barrieren?
Ovennævnte er bare nogle af de spørgsmål som forsøget med elbiler i delebilsordninger skal søge at belyse. Elbilerne gjorde deres entre hos Københavns Delebiler i maj 2011. Siden har der stået fire elbiler til rådighed for medlemmerne af Københavns Delebilsordning.
Bilerne kan bookes på lige fod med ordningens øvrige biler og er tilgængelige i forbindelse opladningsstederne på hhv Dyrkøb og i Det Grønne Parkeringshus ved Ågade. Når bilerne afhentes er de normalt fuldt opladede og har dermed en maksimal rækkevidde, dvs ca. 120 km – afhængig af kørestil og ikke mindst årstid. Bilerne ligger prismæssigt på niveau med Københavns Delebilers Combi-biler.
De foreløbige resultater
Der har været en relativ begrænset efterspørgsel på elbilerne blandt medlemmerne af Københavns Delebiler. Spørgeundersøgelser viser, at dette blandt andet kan skyldes, at delebilerne i sommerperioden ofte anvendes til feriebrug og de nuværende elbiler er lidt for små til netop det formål.
Et andet begrænsende aspekt kan være rækkevidden på bilerne, da delebilsbrugere ofte anvender bilerne til længere ture. Endelig kan det af nogen opleves som lidt grænseoverskridende at sætte sig ind i en elbil. Derfor vil der i fremtiden være mere fokus på undervisning af medlemmerne, så de føler sig trygge ved teknologien.
Hvad byder 2012 på?
Københavns Delebiler vil i samarbejde med det Økologiske Råd i begyndelsen af 2012 iværksætte en række tiltag med blandt andet mere information og reducerede priser, som skal skabe en øget efterspørgsel efter elbiler i ordningen.
Derudover vil ordning i foråret 2012 tilbyde en lidt større elbilsmodel – Renault Fluenze ZE– med mulighed for batteriskifte, så det kan afdækkes om disse tiltag vil skabe en større efterspørgsel.
Her på siden vil vi løbende opdatere med nyt fra projektet.
Læs mere om elbiler i Danmark her på side.
Projektet med elbiler i fleksible flåder støttes med 1,7 millioner kroner af Trafikstyrelsen.