Generel information

Maritim sikring er indskrevet som kap XI-2 i SOLAS-konventionen under FN’s søfartsorganisation IMO. Kap XI-2 og indeholder en række regler, som uddybes og specificeres i ISPS-kodens A og B-dele.

EU besluttede i 2004, at reglerne om maritim sikring skulle gælde for alle medlemsstater, hvilket resulterede i EU-forordning nr. 725/2004. Denne forordning gælder direkte i Danmark, men af hensyn til visse supplerende bestemmelser, som forordningen lader være op til medlemsstaterne, er bekendtgørelsen om sikring af havnefaciliteter udarbejdet.

EU besluttede i 2005, at forordningen skulle suppleres med regler om havnesikring. Havnesikringen omfatter alt det på havnen, der ikke direkte er beliggende på en ISPS-facilitet. Direktivets krav for havne er derfor nært beslægtede med ISPS-reglerne. I Danmark er direktivet implementeret i bekendtgørelsen om sikring af havne.

Ansvaret er delt
Ansvaret for implementering af reglerne om maritim sikring er i Danmark delt mellem Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Søfartsstyrelsen, og desuden har en række andre myndigheder særlige opgaver i forbindelse med maritim sikring. 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen administrerer den del af reglerne, der vedrører havnefaciliteter og havne, og Søfartsstyrelsen administrerer reglerne for så vidt angår skibe.

På baggrund af disse internationale regler skal alle havnefaciliteter, der ønsker at betjene skibe i international fart, udarbejde sårbarhedsvurderinger, der peger på hvilke sikringstiltag, der er nødvendige på den enkelte facilitet. Tiltagene skal fremgå af facilitetens sikringsplan, som skal indeholde en beskrivelse af den konkrete sikring og procedurer.

Uanset sårbarhedsvurderingens konklusion, skal der være kontrol med adgangen. Adgangskontrol kan foretages på en lang række måder, og der er ingen minimumsstandarder, for hvordan kontrollen skal udføres. Det væsentligste er, at uautoriseret adgang til faciliteten konstateres, og at der reageres herpå.

Politiet er en vigtig aktør
Politiet spiller en afgørende rolle i relation til trusselsbilledet, sårbarhedsvurderinger og den praktiske håndtering ved sikringsrelaterede hændelser. En havnefacilitet eller en havns sårbarhedsvurdering kan således kun godkendes, hvis den er udarbejdet i dokumenteret samarbejde med politiet, ligesom eventuelle sikringsrelaterede hændelser ofte vil være en opgave for politiet.

Søværnets Operative Kommando er kontaktpunkt for skibssikringsalarmer og sikringsinformationer fra andre stater.

Reglerne omfatter alle lastskibe over 500 BT, og alle passagerskibe i international rutefart, samt de havnefaciliteter der betjener disse.

Flere sikringsniveauer
På baggrund af skibenes, havnefaciliteternes og havnenes sårbarhedsvurderinger skal der udarbejdes sikringsplaner, som definerer skibenes og faciliteternes og havnenes sikringsforanstaltninger på tre sikringsniveauer:

  • Sikringsniveau 1 er det niveau, hvor hensigtsmæssige, minimums beskyttelses- og sikringstiltag skal opretholdes til enhver tid.
  • Sikringsniveau 2 er det niveau, hvor hensigtsmæssige, supplerende beskyttelses- og sikringstiltag skal opretholdes i en periode på grund af forhøjet risiko for en sikringsrelateret hændelse.
  • Sikringsniveau 3 er det niveau, hvor yderligere, specifikke beskyttelses- og sikringstiltag skal opretholdes i en begrænset periode, når en sikringsrelateret hændelse er sandsynlig eller overhængende, selvom det måske ikke er muligt at udpege det specifikke mål.

Sårbarhedsvurderinger og sikringsplaner skal godkendes hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen eller Søfartsstyrelsen og er herefter genstand for regelmæssige revisioner og kontrol fra myndighedernes side.

Havnenes og skibenes sikringsansvarlige (PSO, PFSO, CSO & SSO) er ansvarlige for den daglige sikring. Havnene og skibene står i 24 timers kontakt med myndighederne, og de sikringsansvarlige vedligeholder deres sikringssystemer ved regelmæssige obligatoriske øvelser.

 

Sidst opdateret: 07.06.2018