Jernbaneprojekter

Skal du etablere en ny statslig jernbane, eller skal du ændre eller udvide en eksisterende statslig jernbane, skal du søge om tilladelse hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST). Det skyldes, at TBST er VVM-myndighed for projekter for statslig jernbane.

Når du søger styrelsen om tilladelse til dit projekt, er du blandt andet forpligtet til at levere oplysninger om projektets størrelse, placering og forventede indvirkning på miljøet.

Disse oplysninger skal bruges til at vurderer projektets miljømæssige betydning både så vidt angår VVM og Natura 2000-områder.

Ønsker du at søge om tilladelse til et jernbaneprojekt, så skal du søge via Virk.dk.

Styrelsen som VVM-myndighed

Når styrelsen behandler ansøgninger om baneprojekter, har det afgørende betydning, hvor stort projektet er. Projektets omfang afgør nemlig, om projektet automatisk er VVM-pligtigt, eller om styrelsen skal træffe afgørelse om VVM-pligt.

VVM-pligtige projekter

Er der tale om etablering af ny jernbane, er projektet automatisk VVM-pligtigt. Det betyder, at der skal udarbejdes en vurdering af miljøkonsekvenser, herunder en VVM-redegørelse. Søger du om dette, meddeler TBST dig, at projektet er VVM-pligtigt, og du kan herefter begynde at udarbejde VVM-redegørelsen. Din ansøgning og vores meddelelse om VVM-pligt vil samtidig blive offentliggjort på vores hjemmeside.

Vil du gerne være sikker på præcis, hvad redegørelsen skal indeholde, kan du bede styrelsen om en udtalelse om det – en såkaldt ”scoping”. Det gør du via ansøgningsskemaet.

Du sender den færdige VVM-redegørelse til TBST, og derefter vurderer vi først selv redegørelsen og sender den herefter i høring hos relevante myndigheder. Samtidig offentliggør vi den på vores hjemmeside med en høringsfrist på otte uger. Når høringsfristen er passeret, udarbejder vi en såkaldt hvidbog over de høringssvar, vi har modtaget. 

Afslutningsvis træffer vi en afgørelse om, hvorvidt TBST kan give tilladelse til projektet. Tilladelsen er som oftest forbundet med en række vilkår. Det kan eksempelvis være krav om at foretage afværgeforanstaltninger i forbindelse med gennemførelse af projektet for herved at skåne miljøet. Beskrivelsen af disse afværgeforanstaltninger vil ofte være fremkommet ved udarbejdelsen af VVM-redegørelsen. En anden mulighed er, at der er nogle sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der skal iagttages. Vilkårene fremgår af TBST’s afgørelse.

Projekter hvor styrelsen træffer afgørelse om VVM-pligt

Hvis du søger om tilladelse til ændring eller udvidelse af eksisterende jernbane, sender vi først din ansøgning i høring hos relevante myndigheder i fire uger.  Du får alle høringssvar tilsendt. Når fristen er udløbet, foretager vi en såkaldt screening af alle de miljøoplysninger, der er omkring projektet. Det vil sige både de oplysninger, vi har fra din ansøgning, og dem vi har modtaget fra de relevante myndigheder i forbindelse med høringen. Vurderer TBST, at der er behov for yderligere oplysninger, vil du blive kontaktet af styrelsen.

På baggrund af screeningen træffer TBST afgørelse om, hvorvidt projektet er VVM-pligtigt eller ej. Er projektet VVM-pligtigt, skal der udarbejdes en vurdering af miljøkonsekvenser, herunder en VVM-redegørelse, inden vi kan give tilladelse til projektet.

Natura 2000

TBST træffer afgørelse om, hvorvidt der skal laves en vurdering af projektets påvirkning af de Natura 2000-områder, der geografisk ligger i nærheden af projektet – en såkaldt konsekvensvurdering.

Natura 2000-områder administreres og forvaltes af Miljøstyrelsen. Du kan læse mere om dem her.

Ligesom ved sagsbehandlingen i forbindelse med VVM hører vi berørte myndigheder om ansøgningen. På baggrund af ansøgningsmaterialet og de høringssvar, vi modtager, træffer TBST afgørelse om, hvorvidt der skal laves en vurdering i henhold til Natura 2000.

Er der tale om større projekter, hvor flere myndigheder skal træffe afgørelser, er TBST såkaldt ”kontaktpunkt”. Det betyder, at vi koordinerer myndighedsudøvelsen omkring Natura 2000. Det betyder også, at ansøgere kun skal henvende sig ét sted, når det gælder Natura 2000-områder. 

Mere information
Ansøgning

Ønsker du at søge om tilladelse til et jernbaneprojekt, så skal du søge via Virk.dk.

Ansøgning om statslige jernbaneprojekter og VVM på Virk.dk
Sidst opdateret: 12.09.2017