Den 4. jernbanepakke

Den 4. jernbanepakkes tekniske søjle trådte i kraft den 15. juni 2016. Dette medfører, at efter en overgangsperiode på tre år, vil en ny arbejdsdeling mellem EU-agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder skulle være i drift i juni 2019.

Med implementeringen af den 4. jernbanepakke skal grænseoverskridende jernbanevirksomheder herefter indhente sikkerhedsgodkendelser og ibrugtagningstilladelser fra jernbaneagenturet og ikke fra flere forskellige nationale myndigheder. Når jernbanevirksomheder ikke agerer grænseoverskridende, kan de indhente godskendelser og tilladelser fra enten EU-agenturet eller nationale myndigheder.

Formålet med jernbanepakken er derfor at fjerne resterende barrierer for styrelsen af et fælles europæisk jernbaneområde. Lovgivningen opfordrer således til konkurrence og innovation på de nationale markeder og vil skabe bedre forbindelser mellem EU og nabolandene. Pakkens slutresultat vil derfor blive højere sikkerhed, interoperabilitet og pålidelighed inden for det europæiske jernbanenet.

Den 4. jernbanepakke består af en forordning og to direktiver:

  • Forordning om jernbaneagenturet: Med den nye jernbanepakke vil EU-agenturet fremover få enekompetence for udstedelse af godkendelser af jernbanekøretøjer og sikkerhedslicenser for jernbaneoperatører, når disse er grænseoverskridende, og tilladelse til indførelse af faste togkontrol- og signalsystemer overalt i EU.
  • Interoperabilitetsdirektivet: Det nye direktiv fastlægger en fælles tilgang til interoperabilitetsforskrifter, som vil øge jernbaneoperatørernes stordriftsfordele samt gøre de administrative procedurer hurtigere og derved nedbringe de administrative omkostninger.
  • Sikkerhedsdirektivet: Det nye direktiv letter navnlig oprettelsen og gennemførelsen af et fælles EU-sikkerhedscertifikat og sikrer samtidig, at kun jernbanevirksomheder med et sikkerhedscertifikat kan få adgang til jernbaneinfrastrukturen.


Det centrale ved indførelsen af den 4. jernbanepakke er derfor, at:

  • jernbanen i Europa drives så effektivt og gennemsigtigt som muligt,
  • grænsefladen mellem agenturets og de nationale sikkerhedsmyndigheders kompetencer er defineret solidt, og at det bliver mere klart, hvordan opgaverne skal finansieres for at undgå unødigt bureaukrati og omkostninger for virksomhederne,
  • der er lagt en klar linje for udformning af samarbejdsaftaler mellem agenturet og de nationale myndigheder, og at medlemsstaterne får gode muligheder for at fortsætte med at anvende deres kompetencer mod til gengæld at få indflydelse på gebyrfordelingen mellem agentur og nationale myndigheder,
  • agenturet kan spille en mere aktiv rolle, men at yderligere bemyndigelse af agenturet ikke må skabe mere bureaukrati og flere omkostninger for virksomhederne.
Kontakt
Chefkonsulent
Mari Ruuhi

Send en mail
Sidst opdateret: 04.10.2018