Information på terminaler

For at skabe størst mulig sammenhæng på den kollektive rejse og reducere utrygheden ved at skifte mellem bus og tog er det vigtigt med tydelig skiltning og aktuel trafikinformation på terminaler og stationer. Her kan du læse mere om de puljestøttede projekter, der har til formål at forbedre informationsniveauet på terminaler og stationer.

DSB - Bemandet trafikinformationsstand på Nørreport
På Nørreport Station er der behov for en tilgængelig og overskuelig trafikinformation på tværs af den kollektive trafiks operatører, en information som ikke findes i dag. En bemandet informationsstand skal afhjælpe dette behov.


DSB - Bynet 2018 - "Forprojekt til forbedring af gangveje, venteforhold og trafikinformation på Flintholm Station"
Flintholm Station skal i fremtiden være et centralt trafikknudepunkt, hvor samspillet mellem bus, metro og tog er godt. I den forbindelse skal gangveje, venteforhold og trafikinformation på stationen forbedres. Der skal igangsættes et forprojekt for at finde de mest optimale løsninger.


Frederikshavn Kommune - Ny trafikterminal i Frederikshavn
Det er projektets overordnede mål at få etableret en moderne og passagervenlig trafikterminal, der tilgodeser ønsket om korte gangafstande ved skift mellem transportmidler samt ønsket om bedre passagerinformation, trafiksikkerhed, tryghed og tilgængelighed.


Faaborg - Midtfyn Kommune - Ny busterminal med passagerfaciliteter i Faaborg - knudepunktsforbedring
Faaborg – Midtfyn Kommune ønsker at forbedre fremkommeligheden for busser i på Faaborg Station. Busterminalen ændres fra en traditionel buslommeterminal, til en" kantstenterminal". Samtidig forbedres ventesalsfaciliteterne, såvel ved udeophold som indendørsophold.


Helsingør Kommune - Forprojekt til ny busterminal ved Helsingør Station
Busterminalen ved Helsingør Station og hele stationsområdet er så uoverskueligt at passagerer, der ikke er daglige brugere, har svært ved at finde rundt på området. Forprojektet har til formål at sammentænke en ny busterminal med stationen med dertil hørende cykelfaciliteter.


Horsens Kommune - Ny trafikterminal i Horsens
Projektet omfatter en samling af bybusterminal og oplandsruteterminal i umiddelbar tilknytning til Banegården, forbedring af ventefaciliteter og information samt renovering af forplads og ankomstarealer.


Høje-Tåstrup Kommune - Omlægning af Taastrup Stationsforplads
Omlægningen af stationsforpladsen har til hensigt at øge kvaliteten af området omkring stationen herunder at gøre forholdene på busterminalen mere tidssvarende. Der etableres en bus-ø, og ventefaciliteter og tilgængelighed forbedres.


Infrastrukturselskabet LJ A/S - ITS i Regionstog
Øge fremkommeligheds-, service- og tryghedsniveauet i den kollektive trafik ved at tilbyde:
1) Dynamisk trafikinformation i tog og på stationer/stoppesteder
2) Infotainmant og gratis internet i tog
3) Tryghedsskabende videoovervågning og opkaldsmulighed i tog og på stationer.


Ishøj Kommune - Etablering af stationsforplads med forbedrede adgangsforhold til terminalen og indbyrdes mellem transportformer – herunder etablering af handicapfaciliteter, ITS-informationstavler og ventefaciliteter
Projektet fokuserer på at skabe bedre adgangsforhold og servicefaciliteter på en ny stationsforplads. Det er målet at ombygningen danner ramme for at flere vil benytte den kollektive trafik.


København Kommune - Bynet 2018; Udarbejdelse af projektforslag, hovedprojekt og anlæg i forhold til at sikre bedre fremkommelighed på og omkring Flintholm Station
Flintholm skal styrkes som trafikalt knudepunkt. Det sker ved at Københavns Kommune sammen med Frederiksberg Kommune og trafikselskaberne øger antallet af busforbindelser til/fra stationen samtidig med busfremkommeligheden, indretningen af stationen og informationen forbedres.


København Kommune - Bynet 2018: Udarbejdelse af forprojekt i forhold til at sikre bedre busfremkommelighed på og omkring Flintholm Station
Flintholm Station skal i fremtiden være et centralt trafikknudepunkt, hvor samspillet mellem bus, metro og tog er et vigtigt element. I den forbindelse skal busfremkommeligheden og stationsforholdene forbedres. Der skal nu igangsættes et forprojekteringsarbejde for at finde de mest optimale løsninger.


Køge Kommune - K-bus- "Information ved stoppesteder og bedre stoppesteder generelt"
K-bus- Information ved stoppesteder og bedre stoppesteder generelt.


Lolland Kommune - Kvalitet i ventetid og terminaler
I forbindelse med byfornyelse og etablering af cykelstier i Nakskov lægges der yderligere begrænsninger på bilparkeringen. Med dette udgangspunkt ønskes busalternativet synliggjort i bybilledet ved hjælp af terminaler og ventehuse med høj arkitektur og solceller der driver belysning og informations- og kommunikationsskærme.


Mariagerfjord Kommune - Integreret busterminal i Hobro Midtby
Rutebilstationen i Hobro ombygges til en moderne og mindre arealkrævende busterminal. Ombygning af nærliggende kryds skal forbedre bussernes fremkommelighed. ITS-udstyr i busserne skal give busprioritering i signalanlæg og dynamisk passagerinformation på den nye busterminal.


Metroselskabet I/S - Tværgående trafikinformationskoncept på knudepunkter - Pilottest på Flintholm station
Projektet har til formål at teste det fælles koncept for trafikinformation på tværs af selskaberne i Hovedstads-området. Konceptet skal sikre at kunderne nemt kan finde rundt på stationen og let får den information om hele rejsen, som kunden har brug for. Erfaringerne fra testen, skal bruges til forbedringer på andre stationer.


Midttrafik - Den sammenhængende rejse
Der etableres et fælles projekt mellem Midttrafik og Arriva Tog, der skal tiltrække flere passagerer ved at skabe en bedre sammenhæng mellem bus og tog, og dermed kortere rejsetid, en mere gnidningsfri rejse samt en bedre service- Projektet omfatter togstrækningen Herning - Århus Midttrafiks busruter i de berørte byer.


Midttrafik - Sammenhæng i Silkeborg
Der etableres et fælles projekt mellem Midttrafik og Arriva Tog om realtidsinformation mellem bus og tog, opsætning af skærme og standere. Der indoduceres en bycykel og services på Silkeborg Station . Alt sammen for at skabe en sammenhæng og kortere rejsetid samt bedre service. Projektet vil endvidere understøtte projektet "Den sammenhængende rejse".


Nordjyllands Trafikselskab - Forprojekt: Opgradering af Aalborg Busterminal og Aalborg Station
Der er ingen umiddelbar sammenhæng mellem Aalborg Busterminal og Aalborg Station. Formålet med dette forprojekt er at udarbejde en projektplan, der skal højne informationsniveauet på terminalområdet, samt sikre en sammenhæng til byudviklingsområdet øst for terminalen.


Nordjyllands Trafikselskab - Udbredelse af NT Live i Region Nordjylland
Formålet med projektet er at udbrede NT Live i Region Nordjylland. Projektet omfatter installation af computere i busser og togsæt.


Odense Kommune - Omdannelse/nyindretning af Terminalforholdene ved Odense Banegård Center
Formålet er at udarbejde et projektforslag for en omdannelse/nyindretning af terminalforholdene ved Odense Banegård Center, som skal øge antallet af rejser med Odense bybusser, Fynbus’ regionaltrafik og banetrafikken.


Ringsted Kommune - Etablering af A-bybuslinje i Ringsted by
Projektet omfatter etableringen af en højklasset A-bybuslinje i Ringsted by. Formålet er at optimere busnettet, således at busbetjeningen udnyttes bedre og tiltrækker flere passagerer.


Svendborg Kommune - Trafikterminal
Formålet med projektet er at etablere en ny fælles trafikterminal ved at anlægge en ny fælles busterminal, station og forplads.


Thisted Kommune - Forprojekt; Thisted Terminal for Kollektiv Trafik
Der søges midler til et forprojekt til udarbejdelse af en samlet projektplan for "Thisted Terminal for Kollektiv Trafik", med henblik på en senere ansøgning til Trafikstyrelsen om implementering. Ønsket er at projektet vil give et kvalitetsløft for den kollektive trafik i Thisted, samt øge incitamentet for byens borgere for at vælge bussen frem for bilen.


Thisted Kommune - Ny trafikterminal i Thisted
Det er projektets overordnede mål at få etableret en moderne og passagervenlig trafikterminal, der tilgodeser ønsket om korte gangafstande ved skift mellem transportmidler samt at forbedre passagerinformation, trafiksikkerhed, tryghed og tilgængelighed.


Trafikselskabet Movia - Kundeinformation på "centre" med dynamiske informationstavler
Opsætning af dynamiske informationstavler på steder hvor der færdes mange kunder og potentielle kunder, så som hospitaler, rådhuse og indkøbscentre.


Vejle Kommune - ITS på Vejle Trafikcenter
Der skal etableres et nyt ITS-system på Vejle Trafikcenter, der kan informere om busafgange og ankomster. Derudover skal systemet sikre busprioritering gennem signalanlæg og give passagerinformation og realtidsinformation på udvalgte stoppesteder i Vejle.


Viborg Kommune - Udvidelse og forbedring af busholdeplads i Bjerringbro
I dag er stoppestederne ved stationen i Bjerringbro ikke samlet. En ændring af busholdepladsen vil væsentligt forbedre dette forhold. Information til de kollektivt rejsende er enten manglende eller utidssvarende, hvorfor en del af projektet går på en væsentlig forbedring af disse forhold.
Kontakt
Specialkonsulent
Per Darger
Chefkonsulent
Henrik Severin Hansen
Sidst opdateret: 27.01.2011