Færgetrafikken på ruten Samsø - Kalundborg

Færgetrafik fra 1. oktober 2008 til 1. oktober 2014

Færgetrafikken mellem Samsø (dvs. Kolby Kås) og Kalundborg udføres fra 1. oktober 2008 på en 5 års kontrakt mellem Trafikstyrelsen og Danske Færger A/S*. Trafikken udføres pt. under navnet SamsøFærgen.

Trafikstyrelsen har udnyttet en mulighed for at kalde en option på en forlængelse af kontrakten med op til 1 år, således at kontrakten udløber den 1. oktober 2014.

Kontrakten er indgået efter Trafikstyrelsen udbud med kontraktunderskrivelse i juni 2007. Der var i alt 2 selskaber, der afgav endeligt tilbud.

Sejladsen gennemføres med færgen M/F KYHOLM, som har sejlet på ruten siden 1998.

Kontrakten stiller krav om, at der dagligt skal kunne overføres et vist antal køretøjer og passagerer på ruten – fra 720 biler pr. døgn på store rejsedage til 360 biler pr. døgn på mindre rejsedage.

Desuden stiller kontrakten krav om, at billetpriserne ikke må overstige et vist niveau, ligesom der er krav til rabatter på billetter til børn og pensionister, mængderabatter mv. Inden for de givne rammer er det rederiet selv der fastsætter billetpriser og vilkår.

Kontrakten indeholder en mulighed for rederiet for, under visse, fastsatte vilkår, at tillægge billetpriserne et oliepristillæg. I 2011 tillades et oliepristillæg på 1,3 %.

Kontrakten er en nettokontrakt, der giver rederiet alle trafikindtægterne, mens rederiet også skal afholde alle udgifter forbundet med trafikeringen, herunder havneombygninger, anskaffelse af færger, indkøb af brændstof, lønomkostninger osv.

Trafikstyrelsens kontraktbetaling er pt. – jf. det vindende tilbud ved det gennemførte udbud - ca. 8 mio. kr. årligt. Dertil kommer betaling for opretholdelse af en særlig rabat for fastboende samsinger på ca. 2 mio. kr. pr. år

*) Det vindende tilbud blev afgivet af Samsø Linien A/S. Trafikken blev senere overtaget af Nordic Ferry Services A/S. Fra januar 2011 er dette selskab omdannet til selskabet Danske Færger A/S.

Sidst opdateret: 31.01.2012