Årsrapport for samarbejdet i hovedstadsområdet 2010

2010 var et rekordår for den kollektive trafik i hovedstadsområdet. Det samlede rejsetal nåede 283 mio. svarende til en forøgelse på 4% i forhold til 2009. Der har været fremgang hos alle aktører i samarbejdet. Parterne har i 2010 styrket samarbejdet yderligere med en ny styringsmodel, der skal medvirke til, at der er konstant fokus på, at trafikken i hovedstadsområdet fremstår som en helhed.

Fælles resultater
Parterne samarbejder omkring bedre køreplanlægning, udvikling af omstigningsforhold, trafikinformation, takster, samt udvikling og markedsføring af fælles produkter.

Parterne styrkede i 2009 samarbejdet med en fælles forretningsplan for 2010-2012. I 2010 har parterne styrket samarbejdet yderligere med en ny styringsmodel. Denne model skal sikre, at der er klare beslutningsprocesser. Derudover er der øget fokus på at synliggøre de fælles resultater, herunder den høje grad af koordinering, der sker parterne imellem.

Nye og fælles produkttiltag har været med til at fastholde brugere og tiltrække nye kunder til den kollektive trafik. Selskaberne har bl.a. i fællesskab udviklet en mobilbilletløsning, som har været en stor succes og som utvivlsomt har appelleret til nuværende, men også til nye brugere af den kollektive trafik. Mobilbilletterne øger konstant salget og fra marts 2011 sælges også klippekort via denne løsning.

I 2010 har fællesskabet bl.a. haft fokus på at udnytte det potentiale, der ligger i terminalforbedringer og bedre trafikinformation. Det er opfattelsen, at der er et stort potentiale for at tiltrække flere brugere til den kollektive trafik ved at skabe gode og trygge fælles rammer. Der fokuseres på skift mellem transportmidler, tilgængelighed, tryghed og trafikinformation. Erfaringer fra en række pilotprojekter kan senere spredes udover andre terminaler.

Derudover har samarbejdets parter haft fokus på planlægning og gennemførelse af trafikafviklingen ved sporarbejder og ændret kørsel.

Udsendelse
Parterne i samarbejdet har tiltrådt årsrapporten på direktørmødet den 28. april 2011.
Årsrapporten er sendt til Folketingets Trafikudvalg, samarbejdets parter samt regioner, kommuner og andre interessenter i hovedstadsområdet.

Du kan læse årsrapporten her på hjemmesiden under Publikationer. Følg linket i feltet til højre.


 

Kontakt
Kontorchef
Jan Albrecht
Sidst opdateret: 13.07.2011