Jernbanegodsmarkedet er i dag fuldt liberaliseret og fungerer principielt på markedsvilkår uden offentlige tilskud på linie med den øvrige godstransportbranche.
Trafikstyrelsen medvirker som myndighed på jernbaneområdet til at regulere rammebetingelserne for jernbanegodstrafikken.
Bekendtgørelse om lige adgang til kombiterminaler
Trafikstyrelsen har udstedt en bekendtgørelse om modtagepligt på kombiterminaler, dvs. terminaler hvor gods omlades fra jernbane til lastbil eller omvendt.
Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. april 2009, og omfatter aktuelt kombiterminalerne i Padborg, Taulov og Høje Taastrup.
Kombiterminalerne skal, mod betaling, stilles til rådighed for jernbanevirksomheder på lige og ikke diskriminerende vilkår. Tilsvarende skal andre ydelser, der leveres på terminalen tilbydes på vilkår, der ikke er konkurrenceforvridende.
Brugerne af terminalerne er jernbanevirksomheder og de vognmænd, de samarbejder med.
Trafikstyrelsen godkender og fører tilsyn med taksterne for brug af terminalerne. Trafikstyrelsen kan træffe afgørelse om nedsættelse af foreslåede takster og fører i øvrigt tilsyn med, at bekendtgørelsens bestemmelser overholdes.
Kombiterminal ved Køge
Trafikstyrelsen udførte i 2010 en analyse af markedspotentialet for en kombiterminal ved Køge. Undersøgelsen konkluderede, at der ikke aktuelt er et markedsmæssigt grundlag for at etablere en ny kombiterminal i Storkøbenhavnsområdet.
Endvidere viste analysen, at det på sigt, ved forbedringer af jernbanens produktkvalitet og konkurrenceevne, kan blive nødvendigt med ekstra terminalkapacitet på Sjælland. Her konkluderede analysen, at den ekstra terminalkapacitet enten kan etableres ved en nybygning af en kombiterminal ved Køge eller ved udbygning af den eksisterende kombiterminal i Høje Taastrup.
Analysen af markedspotentialet ved en kombiterminal i Køge er gennemført i forlængelse af aftalen om en grøn transportpolitik 2009.
Øvrige analyser og strategier
Trafikstyrelsen udarbejder en række øvrige analyser af jernbanegodssektoren. Desuden indgår Trafikstyrelsen i arbejdet med udviklingen af de vilkår, som den liberaliserede sektor virker under, også i forhold til EU.