Ansøgning til flyvelæge

Her på siden kan du læse mere om, hvordan du ansøger om at blive flyvelæge.

Hvordan bliver man autoriseret flyvelæge?

Dersom du overvejer at blive flyvelæge for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, skal du indsende et udfyldt ansøgningsskema. Du er velkommen til at henvende dig til styrelsens Medical Assessor, overlæge Susanne Josephsen, som du finder mail til her på siden under kontakt.

Du vil i processen blive foreslået et tidspunkt for forberedende inspektion, ved hvilken der vil blive drøftet en række praktiske forhold, fx lokalisation for påtænkt AME-virksomhed, uddannelsesmæssige forudsætninger og kvalifikationer, fornødent udstyr, forventet kundeunderlag etc.

For at kunne komme i betragtning som flyvelægekandidat skal man grundlæggende være uddannet læge med ret til selvstændigt virke og være indstillet på at gennemføre Flymed 1, 2 & 3. (se også EASA's Part-medical). Efter autorisation er der krav om regelmæssige inspektioner og refreshertræning med opfyldelse af et pointsystem.

Specielt for Aero Medical Center (AeMC)

Tildeling af flyvelægeautorisationer til læger, der arbejder i/for AeMC gives med den begrænsning, at flyvelægens autorisation kun kan anvendes til at praktisere i/for AeMC. Normalt vil AeMC kunne forvente at få nyansatte læger godkendt til at praktisere i AeMC, såfremt lægen inden for en given tidsfrist dokumenterer behørig flyvemedicinsk efteruddannelse mv. 

Specielt for luftfartsselskaber

Luftfartsselskaber vil fremover ikke kunne forvente at vi giver autorisation til, at læger ansat i et luftfartsselskab kan udføre certifikat undersøgelser af selskabets egne ansatte (piloter og stewardesser). Luftfartsselskabernes og deres personale kan derimod frit vælge mellem at benytte AeMC og de autoriserede privatpraktiserende flyvelæger i Danmark til gennemførelse af disse undersøgelser. 

Sidst opdateret: 12.03.2018