Uddannelse til Cabin Attendant

Uddannelsen gennemføres i en skoleorganisation tilknyttet et dansk luftfartsselskab, idet mange uddannelseselementer baserer sig på udstyr og procedurer, der er specifikke for det enkelte luftfartsselskab og anvendte flytype(r).

Du skal være fyldt 18 år for at påbegynde uddannelsen, og du skal opfylde visse helbredskrav. Du skal have fast bopæl i Danmark eller være ansat i et dansk luftfartsselskab, og du må ikke administrativt eller ved dom være frakendt ret til at gøre tjeneste ombord på et luftfartøj. Desuden er der krav om, at besætningsmedlemmer skal kunne kommunikere indbyrdes på et fælles sprog. Alle danske luftfartsselskaber kræver, at sproget er engelsk, så du skal kunne tale og forstå engelsk.

Hvad omfatter uddannelsen?
Myndighedernes krav omfatter undervisning i:

• Love og bestemmelser.
• Elementær flyvelære.
• Luftfartøj og udstyr.
• Normale procedurer.
• Nødprocedurer samt placering og betjening af sikkerheds- og nødudstyr.
• Sikkerhed.
• Hygiejne, flyvemedicin og førstehjælp.

De love og bestemmelser, der er relevante i forbindelse med arbejde som kabinebesætningsmedlem er samlet i selskabets håndbog for kabinebesætninger, fx ”CabinAttendants Manual” og ”Emergency Training Manual”.

Uddannelsen foregår som klasseundervisning og i form af praktiske øvelser i betjening af udstyr (herunder nødudstyr), i normale procedurer og i nødprocedurer fx i evakuering. Visse øvelser foregår i flykabine og/eller kabinemodel (mock-up). Uddannelsen afsluttes med skriftlig prøve.
Mere information
Sidst opdateret: 10.09.2018