Uddannelse til FIS-operatør

Her kan du læse mere om uddannelsens indhold, hvad en flyveinformations-operatør laver, og hvor du kan blive uddannet.

Om jobbet
Flyveinformations-operatører kaldes også for FIS-operatører, der står for ”Flight Information Service”. FIS-operatører arbejder i luftrum og lufthavne, hvor det ikke er nødvendigt at dirigere luftfartøjerne, som f.eks. en flyveleder gør det. I stedet udsteder FIS-operatører informationer, der gør piloterne i stand til selv at holde passende afstand til andre luftfartøjer. FIS-operatører arbejder derfor i luftrum og lufthavne, hvor trafikintensiteten og typen af lufttrafik tillader det.

FIS-operatører giver også værdifulde oplysninger til piloterne om vind- og vejrforhold på lufthavnen og under flyvningen, samt baneforhold i lufthavnen med mere. Operatørerne holder også øje med, om flyvningerne forløber, som de skal, og alarmerer og assisterer i tilfælde af uregelmæssigheder. Operatørerne betjener også det tekniske udstyr i en lufthavn, f.eks. banelys, navigationshjælpemidler med mere. Nogle FIS-operatører anvender radar eller andre overvågningssystemer.

FIS-operatører er ansat ved Naviair og Grønlands Lufthavne.

Forskellig slags flyveinformation
Der er primært to forskellige slags FIS-operatører: AFIS-operatører, der arbejder i en lufthavn (Aerodrome Flight Information Service), og FIC -operatører (Flight Information Center), der fra et centralt sted giver flyveinformationer til luftfartøjer i et større område, f.eks. på hele Grønland eller i Danmark.

I Grønland, Færøerne og Danmark arbejder der omkring 55 FIC-operatører og 85 AFIS-operatører.

Danske regler
Reglerne for uddannelse og certificering af FIS-operatører er reguleret af danske bestemmelser, som du finder via linkene i højre kolonne. Der findes ingen europæiske eller internationale standarder for certificering af FIS-operatører, men Norge, Sverige og Finland anvender regler, der på store områder er meget lig de danske. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fører tilsyn med uddannelserne og udsteder certifikater til personer og uddannelsesorganisationer.

Uddannelsen
Uddannelsen starter med et basisforløb, der er ens for alle FIS-operatører. Derefter bliver uddannelsen mere specialiseret, alt efter hvilken type flyveinformation, der ønskes. Uddannelsen er en blanding af teoriundervisning og praktiske øvelser i simulatorer. Der undervises i fag som radiokommunikation, meteorologi, psykologi, love og bestemmelser med mere. Hele forløbet varer 3-6 måneder og ender med udstedelsen af et elevcertifikat.

Elevcertifikatet giver ret til at starte på den praktiske del af uddannelsen. Den praktiske del varer omkring 3-6 måneder og er en blanding af øvelser i simulatorer og oplæring ved en operationel enhed.

Enhver form for uddannelse af FIS-operatører må kun ske på uddannelsessteder, der er godkendt til det.

Uddannelse af nye FIS-operatører sker normalt, når virksomhederne har behov for det. Det er dog muligt selv at indgå aftale om køb af både den teoretiske og praktiske uddannelse til AFIS-operatør certifikatet. Det anbefales dog først at starte på den teoretiske uddannelse, når man har en aftale på plads vedrørende det efterfølgende praktiske forløb.

Adgangskrav
Uddannelsesstederne anvender egne optagelsesprøver og kriterier til at vurdere, om man vil kunne gennemføre uddannelsen. Hvis man bliver ansat som elev i en virksomhed, vil man også skulle bestå virksomhedens prøver. For at kunne komme i betragtning, skal man også have et godt fysisk og psykisk helbred og kunne opnå en sikkerhedsmæssig godkendelse. Man skal være fyldt 18 år på tidspunktet, hvor FIS-certifikatet udstedes.

Krav til FIS-operatørerne
En FIS-operatør skal vedligeholde sit certifikat, for at det bevarer gyldigheden. Det sker blandt andet ved jævnlig deltagelse i vedligeholdelsesuddannelse og hyppige kompetencetjek. Certifikatet er også kun gyldigt, hvis man har en gyldig helbredsmæssig godkendelse, der skal fornyes med intervaller, der afhænger af ens alder.

Der kræves også mere uddannelse, hvis man skal arbejde ved en anden enhed. Eksempelvis kan man ikke uden videre skifte fra tårnet i Sønderborg Lufthavn til tårnet i Odense Lufthavn.

Sidst opdateret: 10.09.2018