Arealreservation for en jernbane mellem København og Ringsted over Køge er offentliggjort
20.10.2003

Trafikstyrelsen har 20. oktober udsendt den konkrete arealreservation for en eventuel fremtidig bane mellem København og Ringsted over Køge.

Arealreservationen er foretaget på baggrund af en lov vedtaget i Folketinget, hvor det også blev bestemt, at de alternative baneføringer - "udbygningsløsningen" og "kombinationsløsningen" - bortfalder.

Med offentliggørelsen reduceres den usikkerhed om en fremtidig placering af linieføringen, der hidtil har gjort det vanskeligt for kommunerne at planlægge langs strækningerne.

Der er ikke truffet beslutning om at anlægge den omtalte bane. Det reserverede areal skal kun anvendes, hvis Folketinget på et tidspunkt vedtager en anlægslov for et nyt jernbaneanlæg.

Der er sendt brev til de ca. 300 grundejere på hvis ejendom en eventuel fremtidig jernbane vil blive anlagt. Ejendommene kan benyttes som hidtil, men hvis der på arealerne er planer om at foretage større ændringer skal kommunen og i sidste ende Trafikstyrelsen give tilladelse.

”Hvis en fabrik udvider vil det blive dyrere senere at ekspropriere. Det samme kan være tilfældet, hvis der bliver bygget et helt nyt hus. Vi skal høres om ændringer på ejendomme, men vi vil ikke administrere nidkært. Der bør naturligvis være plads til at bygge en carport, et nyt hønsehus eller lignende. Der skal være tale om ændringer på ejendommen, som vil gøre det væsentligt dyrere at anlægge en eventuel bane, før vi vil have indvendinger”, siger Martin Munk Hansen, projektchef i Trafikstyrelsen.

Sidst opdateret: 19.06.2009