I weekenden indvies en række nye nærbane stationer omkring Århus og Aalborg. Samtidig øges antallet af togafgange.
Omkring Aalborg strækker nærbanen sig fra Lindholm i nord til Skørping i syd. Den 14. december indvies stationerne Aalborg Vestby, Skalborg, Svenstrup og Støvring. Disse stationer supplerer Lindholm, der blev indviet for 1 år siden. Nærbanen vil i dagtimerne blive betjent af to DSB tog i timen i hver retning. Aften og Søndag er der et tog i timen i hver retning.
I Århus-området åbner Hørning station. Det er Arrivas tog mellem Århus og Herning, der fra og med den 14. december standser i Hørning - den formelle indvielse af stationen er den 13. december. Samtidig med åbningen af Hørning station udvides trafikken mellem Århus og Silkeborg, så der i dagtimerne på hverdage bliver to tog i timen i hver retning. Inden for de kommende år udbygges nærbanen omkring Århus yderligere. Dels åbner en station i Viby J, dels skal Grenaabanen opgraderes og sammenkobles med Odderbanen.
Baggrunden for etableringen af Nærbanen er en aftale mellem en række af Folketingets partier fra november 1999.
Trafikstyrelsen rolle i forbindelse med anlæg af nye stationer og andre anlægsprojekter på baneområdet er at forberede og følge op på politiske beslutninger om statslige investeringer i jernbanenettet. Det arbejde foregår typisk i tre trin: Foranalyse, indledende projektering og opfølgning.