15 pct. mere kapacitet med nyt baneprojekt
13. maj 2005
Trafikstyrelsen sender fra den 17. maj til den 11. juli et nyt baneprojekt i offentlig høring. Projektet omfatter syv indsatsområder, der tilsammen giver ca. 15 pct. mere kapacitet til fjerntogene på strækningen mellem Østerport og Ringsted. Det forventes, at Folketinget omkring årsskiftet 2005/6 tager stilling til projektet, så forbedringerne kan være gennemført i 2009.
Flere passagertog, flere godstog eller færre forsinkelser
Den vundne kapacitet kan bruges på forskellige måder, nemlig til to passagertog eller et godstog ekstra i timen i hver retning, eller til forbedring af togenes rettidighed, så der bliver færre forsinkelser med den nuværende trafik. Endelig kan forøgelsen også anvendes til en kombination hen over døgnet af disse gevinster.
Nyt spor ved Valby og øst for Ringsted
Mellem Enghave og Valby stationer og umiddelbart øst for Ringsted Station har projektet konsekvenser for omgivelserne. Begge steder skal der bygges ca. to km nyt spor, og da de nye anlæg kan få indflydelse på miljøet, har Trafikstyrelsen besluttet at udarbejde miljøredegørelser og sende planerne ud til offentlig debat.
Mellem Enghave og Valby skal der anlægges et nyt spor i den sydlige side af banegraven, og der skal bygges en ny perron på Valby Station. Samtidig skal der foretages ændringer af busterminalen på Lyshøjgårdsvej på stationens sydside.
Øst for Ringsted skal der bygges et nyt spor på den nordlige side af banen.
Betydning for omgivelserne
For at skaffe plads til de nye spor skal der gennemføres ekspropriationer af visse ejendomme og arealer. Ved busterminalen syd for Valby Station skal tre bygninger ejet af DSB rives ned, og der skal bygges en ny velfærdsbygning for buschauffører.
Ved Ringsted skal et enfamiliehus eksproprieres, 35 haveforeningslodder berøres ved permanente og midlertidige ekspropriationer af arealer og havehuse, og dele af 20 villabaghaver inddrages midlertidigt til arbejdsveje og –arealer. Trafikstyrelsen har allerede afholdt møder med alle de berørte grundejere og havelejere i Ringsted, og der er aftalt forløb for et kommende, praktisk samarbejde, der skal mindske gener for villaejerne og sikre erstatningshaver for kolonihavelejerne.
Støjberegninger viser, at der ikke bliver mere støj på hele strækningen som følge af den forøgede trafik efter projektets gennemførelse. På de to nævnte områder bliver støjen visse steder faktisk mindre på grund af forandringerne i selve baneanlæggene. F.eks. vil en ny støjskærm i stedet for den eksisterende trævæg mellem Valby Station og busterminalen ved Lyshøjgårdsvej sænke støjen for beboerne specielt i den vestlige ende af Lyshøjgårdsvej.