Offentlig høring om baneanlægget fra Ringsted til Femern Bælt forbindelsen
15.09.2009

Samtidig med etableringen af en fast Femern Bælt forbindelse mellem Danmark og Tyskland skal jernbanen mellem Ringsted og Rødby moderniseres og udbygges.

Moderniseringen og udbygningen er beskrevet i projekteringsloven for Femern Bælt og omfatter bl.a. elektrificering af banen mellem de to byer og anlæg af et ekstra spor på strækningerne Vordingborg-Storstrømsbroen og Orehoved-Rødby.

Som en del af trafikaftalen fra januar i år skal der i tilknytning til projektet også undersøges muligheder for kapacitetsforøgelse mellem Tårnby og Kastrup.

Fra den 15. september til den 1. november 2009 gennemfører Trafikstyrelsen en offentlig høring om baneprojektet. Høringen finder sted som en idéfase, og det er den første af to høringer om landanlægget for jernbanen. I 2010 gennemføres så den indledende projektering, og der foretages en omfattende analyse af projektets virkninger på omgivelserne. I begyndelsen af 2011 kommer så den anden offentlige høring, og det sker på baggrund af en redegørelse om de foretagne undersøgelser.
I løbet af idéfasen kan alle personer, myndigheder, organisationer mv. fremkomme med skriftlige kommentarer, ideer og forslag til projektet og anbefalinger af, hvad der bør belyses i den videre planlægning.

Baneprojektet er nærmere beskrevet på Trafikstyrelsens hjemmeside under Baneprojekter/Femern Bælt - se link i det grå felt til højre.
På samme side under Nyhedsbrev kan du tilmelde dig som gratis abonnent på projektets nyhedsbrev.

Sidst opdateret: 16.09.2009