Ny rapport vurderer effekterne af nedrivningsindsatserne i mindre bysamfund
29.01.2019

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) har udarbejdet en rapport, der vurderer effekterne af nedrivninger i mindre bysamfund foretaget med støtte fra pulje til landsbyfornyelse.

Rapporten kortlægger omfanget af nedrivninger, som har fået støtte fra pulje til landsbyfornyelse, og kortlægger, hvor nedrivningerne geografisk er placeret.

Herudover indeholder rapporten en undersøgelse af effekten af nedrivningerne gennem interview med relevante aktører i tre kommuner samt en analyse af registerbaseret data for boligmarkedet. Effekterne er delt op i lokale og kommunale effekter. Undersøgelsen har altså fokus på effekter for naboejendomme samt de samlede effekter for hele kommunen.

Rapporten viser, at det er komplekst at vurdere effekterne af nedrivningerne. Blandt andet konkluderes det, at det ikke er muligt at opgøre kvantitative effekter på det lokale boligmarked. Det skyldes formentlig, at nedrivningerne finder sted i sårbare områder, hvor det lokale boligmarked generelt er svært at løfte.

Interviews med kommuner og borgere viser, at der generelt er stor tilfredshed med nedrivningsindsatserne. De kommunale forvaltninger har en forventning om, at nedrivninger mindsker omfanget af opkøb af de dårlige ejendomme af ejendomsspekulanter, som udlejer til udsatte borgere. Samtidig har nedrivningerne øget optimismen hos naboerne og ejendomsmæglere med tanke om et bedre lokalt boligmarked.

SBi’s rapport er udarbejdet med støtte fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens forsøgspulje og skal ses i forlængelse af SBi’s Midtvejsevaluering af pulje til landsbyfornyelse fra 2016.

Sidst opdateret: 29.01.2019