Erhvervspartnerskaber som en ny måde at organisere byfornyelse på
20.09.2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udgiver pjece om, hvordan erhvervspartnerskaber kan udgøre en ny organisationsform for byfornyelse og –udvikling af geografisk afgrænsede områder. Pjecen er udarbejdet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi).

Det er ikke nyt, at virksomheder inden for et geografisk område samarbejder. Det kendes bl.a. fra handelsstandsforeninger, erhvervsforeninger og –råd mv. Men deres formål er som regel at varetage medlemmernes interesser i bred forstand og arbejde for en forbedring af virksomhedernes rammevilkår.

Et erhvervspartnerskab fokuserer derimod på bestemte forandringer i et lokalområde, der involverer andre aktører end f.eks. detailhandlen. Partnerskabet kan indeholde mange forskellige virksomhedstyper og –størrelser og inddrager deltagere fra både den offentlige og civile sektor. Et erhvervspartnerskab er derfor en helt ny måde at organisere byfornyelse på.

Pjecen ”Erhvervspartnerskaber” (SBi 2019) indeholder aktuelle danske og udenlandske eksempler på, hvordan et erhvervspartnerskab kan se ud og organiseres – både hvad angår graden af formalitet og privat-offentlig styring.
Et dansk eksempel på en formel, offentlig organisering er et byforum, som bl.a. er kendt fra Esbjerg Byforum. Her er formålet at fremme dialog og et samarbejde mellem midtbyens partere, udvikle og gennemføre konkrete projekter samt skabe samfinansiering mellem de private og offentlige aktører.
Et dansk eksempel på en uformel, privat organisering er f.eks. gruppen NVærk. Gruppen er en netværksgruppe for iværksættere og erhvervsdrivende i Københavns Nordvest-kvarter, hvor medlemmerne kan finde samarbejdspartnere med henblik på at idéudvikle og gennemføre lokale projekter.

Udover de nævnte eksempler præsenterer pjecen også en række modeller for, hvordan lokale aktører samarbejder om byomdannelse og hvordan erhvervsudvikling kan organiseres. Pjecen beskriver også kommunernes rolle i disse nye byudviklingsorganisationer.

Læs pjecen 'Erhvervspartnerskaber'
Kontakt
Fuldmægtig
Daniel Zilmer Theisen
Sidst opdateret: 20.09.2019