Veteraner som en ressource i områdefornyelser
09.10.2019

En ny evalueringsrapport giver en række anbefalinger til kommunerne om, hvordan kommunerne kan integrere veteraner i en områdefornyelse. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har støttet fire forsøgsprojekter, og resultaterne har været positive for både veteraner og lokalsamfund.

Tilbud til veteraner udbydes ofte inden for veteranmiljøet til andre veteraner med lignende oplevelser og baggrunde. Formålet med forsøgsprojekterne har været at undersøge, hvordan kultur- og medborgerhuse i en helhedsorienteret områdefornyelse kan bidrage til at skabe flere aktivitets- og mødesteder for veteraner og pårørende i deres eget lokalområde, og samtidig skabe en kobling til byens øvrige sociale og kulturelle liv.

De fire projekter er gennemført i Vestervig, Skive og Fredericia i Jylland og Årslev-Sdr. Nærå på Fyn.

Kuben Management har stået for evalueringen og fulgt projekterne fra start til slut. Erfaringerne har bl.a. resulteret i en række anbefalinger til kommuner, der står over for at skulle i gang med lignende projekter.

Rapporten opstiller anbefalinger som følgende:
  • Inddrag veteranerne tidligt og afklar behovet. Vær opmærksom på veteranernes forskelligheder og aldersgrupperne – særligt de yngre.
  • Frivillige og foreningslivet i de eksisterende kulturhuse er en vigtig ressource. 
  • Skab både faste aktiviteter og events for alle og den enkelte med sammenhæng til de øvrige brugere og lokalsamfund.
  • Hav tid til dialog om husets form og indretning. Der kan være en ’rumlige udfordring’, som kan imødegås af en fleksible indretning med mulighed for at lukke af, åbne, gøre privat/fælles mv.
  • Kommunen bør facilitere processen. Veteraner og øvrige brugere driver aktiviteterne. 
  • Vær opmærksom på og koordiner med eksisterende veterantilbud i byen/omegnen.

Udover viden og anbefalingerne har forsøgsprojekterne været med til at bygge bro mellem to felter, der ikke tidligere har været i berøring med hinanden; tilbud til veteraner og byudvikling. Der er opbygget ny erfaring med projekterne, som kan inspirere andre kommuner i arbejdet med veteraner eller andre nye målgrupper i nuværende og fremtidige områdefornyelser og byudviklingsprojekter.

Læs mere i rapporten om ovenstående anbefalinger og selve evalueringen af de fire projekters delmål og succeskriterier.

Rapport "Aktivitets- og mødesteder for veteraner og pårørende i områdefornyelsernes kulturhuset"
Sidst opdateret: 09.10.2019