Nyudstedelse af bygningsreglement 2018 (BR18)
15.10.2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har sendt udkast til bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18) i høring. Udkastet udfaser den kommunale tekniske byggesagsbehandling på brand- og konstruktionsområdet samt implementerer bygningsdirektivet. Høringsfristen er den 4. november 2019.

Bekendtgørelsen udstedes som en ny samlet bekendtgørelse. Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. januar 2020.

De væsentligste ændringer er, at overgangsperioden der giver mulighed for kommunal teknisk byggesagsbehandling på brand- og konstruktionsområdet udløber den 31. december 2019. Det betyder, at der fra den 1. januar 2020 skal være tilknyttet en certificeret brandrådgiver eller statiker til byggesager, der er omfattet af brand- og konstruktionsklasse 2-4. I samme forbindelse bliver anerkendelsesordning for statikere udfaset, så det ikke længere er muligt at opnå anerkendelse som statiker.

Dog vil det i en overgangsperiode indtil den 1. april 2020 være muligt at anvende en anerkendt statiker for byggeri i konstruktionsklasse 2-4 i stedet for en certificeret statiker. Overgangsperioden foreslås for at sikre, at der er et tilstrækkeligt antal statikere til at dække markedet for byggeri i konstruktionsklasse 2-4 og giver således mulighed for, at flere statikere kan opnå certificering i første kvartal af 2020. Ændringerne af bygningsreglementet i forhold til overgangsperioden sker på baggrund af drøftelser med branchen, der ligeledes inddrages under høringen.

Derudover tilføjes bestemmelser, der implementerer revision af bygningsdirektivet, som vedrører bygningsautomatik, funktionsafprøvning samt dokumentation og stikprøvekontrol for ladestandere. Bestemmelserne der implementerer direktivet vil have en særskilt ikrafttrædelsesdato den 10. marts 2020.

Der foretages desuden en række ændringer, der vedrører regler om bl.a.:
  • midlertidig overnatning i f.eks. skoler og idrætshaller,
  • præcisering af rækkevidden for kommunalbestyrelsens mulighed for at dispensere fra bygningsreglementets krav,
  • sekundær bebyggelse uden ansøgning om tilladelse til opførelse og nedrivning samt
  • undtagelse fra energikrav for kirker og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde, ved ændret anvendelse,
  • fortsat mulighed for at anvende en anerkendt statiker for byggeri i kontruktionsklasse 2-4 indtil 1. april 2020.
De samlede ændringer kan læses i udkast til bekendtgørelse samt høringsbrev på Høringsportalen.  Høringsfristen er den 4. november 2019.

Læs bekendtgørelsen på Høringsportalen.dk (nyt vindue).
Sidst opdateret: 15.10.2019