Nye regler for væsker igennem security i lufthavnen
14.01.2014

Fra 31/1 2014 træder en mindre ændring af reglerne om væsker i kraft.

Ændringerne betyder:

  • Passagerer må fra 31. januar 2014 medbringe taxfree væsker fra 3. lande, hvis de er i forseglede poser
    og
  • Lufthavne skal fra 31. januar 2014 screene medicin, babymad og taxfree væsker.

Fra 31. januar 2014 bliver det muligt at medbringe taxfree væsker i håndbagagen, der er købt i en hvilken som helst lufthavn eller ombord på et fly i hele verdenen, selvom man skal skifte fly i en EU lufthavn. Dog skal tax-free væskerne være anbragt i en forseglingspose fra det sted, hvor de er købt, og kvitteringen ligge synligt i posen.

De nye regler vil også gælde i Australien, Canada og USA, men skal du skifte fly i andre lande, skal du tjekke de nationale regler for at være sikker på, at du kan få dine væsker med gennem security.

En anden ændring er, at babymad, medicin og taxfree væsker fremover skal tjekkes yderligere. Man skal som altid tage babymad, medicin og taxfree væsker ud af håndbagagen, og placere dem på båndet, men man kan opleve, at væskerne bliver udtaget til yderligere stikprøvekontrol.

Det er fortsat muligt at medtage væsker i en 1 liters pose i beholdere af max. 100 ml.

Øvrige væsker skal fortsat placeres i den indskrevne bagage.

De nye regler træder i kraft 31/1 2014.

Sidst opdateret: 14.01.2014