EASA foreslår ny proces for ændringer og reparationer på mindre luftfartøjer
06.11.2014

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) foreslår, at der indføres en ny og forenklet proces for simple ændringer og reparationer på mindre luftfartøjer (fly op til 5.700 kg, rotorfly op til 3.175 kg). Forslaget har høringsfrist d. 6. januar 2015.

Muligheden for at skabe en forenklet og smidig proces for ændringer og reparationer på mindre fly blev indført med EU-forordning 748/2012, hvori begreberne ”standardændringer” og ”standardreparationer” blev introduceret (pkt. 21A.90B og 21A.431.B).

Implementeringen af en sådan proces forudsætter, at der udarbejdes relaterede certificeringsspecifikationer, og EASA’s forslag indeholder derfor et udkast til, hvordan disse specifikationer kan se ud. Certificeringsspecifikationerne kan efterfølgende udvides på baggrund af erfaringer og nye forslag, som fremsættes af berørte interessenter.

EASA forventer, at den nye proces vil have en positiv indvirkning på interessen for flyvning med de pågældende luftfartøjer i Europa og vil opmuntre til installation af sikkerhedsudstyr.

EASA’s forslag fremgår af NPA 2014-24. Eventuelle bemærkninger til forslaget skal afgives via EASA's Comment-Response Tool (CRT) inden d. 6. januar 2015.
Sidst opdateret: 06.11.2014