Trafikstyrelsen foreslår justering af uddannelseskrav for ATSEP
27.01.2015

Trafikstyrelsen orienterer i AIC B 08/15 om, at der er ved at blive udformet en opdateret version af BL 3-43, som blandt andet omhandler uddannelseskravene for ”Air Traffic Safety Electronics Personel” (ATSEP).

Ændringerne i BL 3-43 indebærer, at der fremtidigt vil være flere muligheder, hvorpå man kan kvalificere sig som ATSEP. Aktuelt er det kun muligt at kvalificere sig via et specifikt ATSEP kursus, der indeholder en ”Basic”-del og en ”Qualification”-del. Fremtidigt vil der også være mulighed for at kvalificere sig som ATSEP via andre relevante uddannelsesforløb og relevant erhvervserfaring. 

Endvidere vil begrebet ‘hævdvundne rettigheder’ blive adresseret i den opdaterede BL 3-43. ’Hævdvundne rettigheder’, der også kaldes ’Grandfathers Rights’, kan opnås, når man på tilfredsstillende vis har varetaget drift og vedligeholdelse af ATM/ANS systemer i et ”Air Navigation Service Provider” (ANSP) miljø i minimum 6 år.

Den forestående ændring af BL 3-43 vil komme i høring i den nærmeste fremtid.
Mere information
Kontakt
Luftfartsinspektør
Henrik Møller Andersen
Sidst opdateret: 27.01.2015