Trafikstyrelsen indgår i samarbejde om et mere effektivt nordeuropæisk luftrum
10.03.2015

Trafikstyrelsen indgår, som én blandt ni nordeuropæiske luftfartsmyndigheder, i et nyt samarbejde, der skal skabe de nødvendige rammer for gennemførslen af Borealis Free Route Airspace i Nordeuropa.

Borealis Free Route Airspace i Nordeuropa har til formål at gøre luftrummet mere effektivt for luftrumsbrugerne. Dette indebærer blandt andet, at luftfartsselskaberne skal have mulighed for at flyve flere direkte ruter i det nordeuropæiske luftrum. Borealis Free Route Airspace i Nordeuropa forventes gennemført i 2020.

En effektivisering af det nordeuropæiske luftrum er nødvendig for at sikre en mere miljøvenlig luftfart, hvilket vil ske gennem en reduceret CO2 udledning. Det har samtidig den effekt, at luftfartsselskaberne vil opleve en økonomisk fordel på baggrund af et reduceret brændstofforbrug.

Samarbejdet, der kaldes 9 States NSA Co-operation, blev dannet ved et møde i UK Civil Aviation Authority den 5. marts 2015. Samarbejdet har til opgave at skabe rammerne for gennemførslen af Borealis Free Route Airspace, mens Borealis Alliancen har til opgave at udføre selve gennemførslen.

Borealis Alliancen er et industrielt partnerskab, der består af luftfartstjenesterne fra de ni samme lande, som er repræsenteret i 9 States NSA Co-operation: Danmark, Estland, Finland, Irland, Island, Letland, Norge, Sverige og Storbritannien. Naviair repræsenterer Danmark i Borealis Alliancen.

Kontakt

 
Sidst opdateret: 10.03.2015