Høring over rapport om fremtidens droneregler
17.04.2015

En tværministeriel arbejdsgruppe for civile droner har udarbejdet en rapport med anbefalinger til en ny og samlet reguleringsramme for brugen af droner både erhvervsmæssigt og privat. Rapporten er i høring med frist d. 28. maj.

Droneteknologien udvikler sig med høj hastighed og med et stort potentiale for både vækst og beskæftigelse, men ligesom med andre nye teknologier er der også udfordringer forbundet med droner – særligt i forhold til sikkerhed, privatlivets fred og ulovlig brug.

Den nye rapport indeholder anbefalinger til en regulering, der tager de nødvendige samfundsmæssige hensyn, men samtidigt giver gode rammer for brugen af droner i det danske erhvervs- og fritidsliv.

Arbejdsgruppen, som er sammensat af Erhvervs- og Vækstministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Transportministeriet, har koncentreret sig om regulering af mindre droner (under 25 kg), der flyver under 150 meter. Disse reguleres nationalt og er samtidigt meget populære i både private og erhvervsmæssige sammenhænge.

Relevante interessenter, herunder repræsentanter fra både dronebranchen, universitetsverdenen og internationale organisationer, har været inddraget i udarbejdelsen af rapporten.

Du kan læse hele rapporten på både dansk eller engelsk via linket i boksen til højre.
Herudover finder du et link til Transportministeriets pressemeddelelse om rapporten.

Mere information
Sidst opdateret: 22.03.2017