Luftfartsselskabet British Midland Regional Limited under konkursbehandling
20.02.2019

British Midland Regional Limited, også kendt som Flybmi, har den 16. februar 2019 indgivet konkursbegæring og indstillet alle flyvninger. Læs her hvordan du som flypassager er stillet i forhold til købte rejser eller tilgodehavender hos Flybmi.

Hvis du er berørt af Flybmi’s konkurs enten som følge af, at du er strandet på din destination, har købt en rejse, som du ikke har afholdt, eller har et tilgodehavende hos selskabet, skal du være opmærksom på, hvad du er berettiget til.

Rejsen er købt direkte af Flybmi

Normalt vil du som flypassager være berettiget til enten af få refunderet flybilletten eller få tilbudt en omlægning af din rejse af selskabet, men dette kan Flybmi ikke tilbyde grundet konkursen. Ved køb af en flybillet med udrejse fra og hjemrejse til en dansk lufthavn, vil du under alle omstændigheder automatisk være omfattet af Rejsegarantifondens dækning:

  • Hvis du er strandet i udlandet, fordi din returbillet med Flybmi er aflyst, anbefaler styrelsen, at du straks kontakter Rejsegarantifonden på tlf. 38 48 93 45.
  • Hvis din flyrejse er blevet aflyst, inden du er kommet afsted fra Danmark, kan du gennem Rejsegarantifonden søge om erstatning for billettens pris – dog med fradrag for en selvrisiko på kr. 1.000 pr. passager.

Læs mere om erstatning på Rejsegarantifondens hjemmeside.

Rejsen er købt gennem et rejsebureau eller en billetudbyder

Har du købt din rejse gennem et rejsebureau eller en billetudbyder, anbefaler styrelsen, at du kontakter dem og forhører om muligheden for at få omlagt din rejse eller få refusion.

Rejsen er købt med internationalt betalingskort

Hvis du har købt din rejse med et internationalt betalingskort (f.eks. Master Card/Visa), kan du kontakte din bank og høre, om det er muligt at forhindre, at beløbet bliver trukket på din konto.

Rejseforsikring

Har du tegnet en rejseforsikring, anbefales det, at du kontakter dit forsikringsselskab og hører, hvilke rettigheder du har i tilfælde af en konkurs.

Tilgodehavender fra før den 16. februar 2019

Konkursen medfører, at styrelsen pr. 16. februar 2019 ikke længere har mulighed for at behandle klager over Flybmi. Hvis du har penge til gode hos Flybmi i form af kompensation eller udlæg som følge af en forsinkelse eller aflysning fra før den 16. februar 2019, kan du anmelde kravet i konkursboet. På nuværende tidspunkt er der ikke oplysninger om, hvordan du kan anmelde dette, men styrelsen anbefaler, at du holder øje med Flybmis hjemmeside.

Kontakt
Fuldmægtig
Sofie Bach Andersen
Sidst opdateret: 20.02.2019