Ny hjemmeside giver indblik i godkendelsen af danske letbaner
29.06.2018

Nye letbaner skal sikkerhedsgodkendes, før de må tages i brug. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har netop lanceret hjemmesiden Letbanekrav.dk, som giver en introduktion til den proces, som en ny letbane skal igennem, for at den kan godkendes.



Anlæg af en ny letbane er en teknisk og konstruktionsmæssig omfattende opgave. Den tilhørende godkendelse er ligeledes en omfattende proces. Alle letbanens dele skal godkendes, lige fra strøm og skinner, køretøj og trafikregler, til den uddannelse, som letbanens personale skal have. Godkendelserne skal tilsammen sikre, at letbanen er en sikker transportform for både passagerer, personale og andre trafikanter.

Letbanekrav.dk giver et indblik i godkendelsesprocessen og forsøger at besvare de spørgsmål, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen  oftest modtager om godkendelse af letbaner. Blandt andet beskriver og illustrerer Letbanekrav.dk, hvad styrelsen skal godkende og hvad de forskellige godkendelser kræver. Den beskriver også, hvordan godkendelsesprocessen forløber, styrelsens servicemål samt hvilke aktører, der er involveret i processen.

Læs mere på Letbanekrav.dk
Sidst opdateret: 29.06.2018