Revidering af gebyr- og afgiftsbekendtgørelse på jernbaneområdet
07.10.2019

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udarbejdet et udkast til en ny bekendtgørelse, som skal regulere gebyrer og afgifter på jernbaneområdet i 2020. Der er høringsfrist den 6. november 2019.

Den nye bekendtgørelse regulerer følgende gebyrer:

Gebyr efter regning for udstedelse og ændring af sikkerhedscertifikat og sikkerhedsgodkendelse, udstedelse og revurdering af tilladelse til jernbanevirksomhed og infrastrukturforvaltning, godkendelse af køretøjer, sikkerhedsregler, jernbaneinfrastruktur med og uden egen anlægslov, sikkerhedsmæssige uddannelser og assessering
Gebyret justeres fra 800 kr. (2019) til 740 kr. (2020).

Gebyr for opretholdelse og ændring af registreringer i NVR
Gebyret justeres til 90 kr. (2020) fra 140 kr. (2019)  

Gebyr for udstedelse af helbredsgodkendelse og kvittering for modtagelse af statuserklæring
Gebyret reguleres fra 325 kr. (2019) til 870 kr. (2020). Den store stigning skyldes, at de forventede omkostninger på området er opjusteret, og at der er opbygget et betydeligt underskud på ordningen i løbet af 2019. Stigningen skyldes en nødvendig omlægning og styrkelse af sagsbehandlingen og de interne arbejdsgange, der har medført en øget gennemsnitlig sagsbehandlingstid. Omlægningen skyldes, at styrelsen har vurderet, at der ikke har været tilstrækkelig dokumentation i sagsbehandlingen før 2019.

Gebyr for udstedelse af erstatningsdokument for lokomotivførerlicens
Gebyret justeres til 260 kr. (2019) fra 240 kr. (2020).

Følgende gebyrordninger sættes til samme sats som gebyret efter regning; 740 kr. (2020):
  • Gebyr for registrering af udenlandske tilladelser i NVR
  • Gebyr for oprettelse af adgang til VVR

Følgende afgifter bliver også reguleret med bekendtgørelsen:

Grundbeløbet og aktivitetsafgiften
Grundbeløbet og aktivitetsafgiften bliver reguleret med satsen for det generelle pris- og lønindeks, som i forslag til finanslov 2020 udgør 1,4 pct.
I 2019 er grundbeløbet 53.378 kr. pr. år pr. sikkerhedscertifikat eller sikkerhedsgodkendelse. Aktivitetsafgiften er i 2019 0,0463 kr. pr. kørt togkilometer.
Efter reguleringen er afgiften:  
  • Grundbeløb: 54.126 kr.
  • Aktivitetsafgift: 0,0473 kr.

Jernbanenævnet
I 2019 er afgiften 0,0929 kr. pr. kørt togkilometer. På baggrund af PL-satsen på 1,4 pct. i forslag til finanslov 2020 bliver afgiften reguleret til:
  • Jernbanenævnet: 0,0942 kr. pr. kørt togkilometer.
Revisionen af bekendtgørelsen følger dels af §§ 109-111 i jernbaneloven (lov nr. 686 af 27. maj 2015) og dels afsnit 2.3.1.2 i Finansministeriets budgetvejledning.

Læs Høring over gebyrbekendtgørelse på jernbaneområdet på Høringsportalen.dk
Sidst opdateret: 07.10.2019