Et bud på bornholmsk færgebetjening
06.01.2009

Trafikstyrelsen har modtaget ét endeligt tilbud på færgebetjeningen af Bornholm.

Det endelige tilbud kommer fra Nordic Ferry Services A/S, der er et joint venture mellem Bornholmstrafikken A/S og Clipper Group A/S. Mols-Linien har, som det andet rederi der har afgivet forhandlingstilbud, oplyst Trafikstyrelsen om, at man ikke agter at afgive endeligt tilbud på sejladsen.

Trafikchef Jeppe Gaard havde gerne set så mange tilbudsgivere som muligt i udbudsforretningen, fordi det giver den bedste konkurrence:”I det aktuelle udbud må vi glæde os over, at der trods alt var to forhandlingstilbud. Havde der kun været et forhandlingstilbud, havde denne ene tilbudsgiver jo med sikkerhed vidst, at han var alene om at afgive endeligt tilbud", siger Jeppe Gaard.

Trafikstyrelsen går nu i gang med at evaluere tilbuddet. Trafikstyrelsen forventer at kunne tildele kontrakten til Nordic Ferry Services A/S inden 1. februar 2009, hvis tilbuddet lever op til Trafikstyrelsens krav.

Forventningen er, at færgebetjeningen efter den nye kontrakt starter 1. september 2011 og løber til 1. september 2017.

Mere information

 

Sidst opdateret: 24.01.2014