Bedre forbrugerinformation på bilsynsområdet
16.03.2012

Trafikstyrelsen har gjort det muligt at se synsrapporter på internettet og dermed gjort det nemmere at finde historik på køretøjer.

Med lanceringen af en ny hjemmeside har Trafikstyrelsen gjort det muligt at se synsrapporter på internettet. Hjemmesiden vil betyde, at forbrugerne vil få et hurtigere og bedre overblik over synsoplysninger, der hidtil ikke har været tilgængelige elektronisk.
Hjemmesiden hedder www.trafikstyrelsen.dk/synsrapport, og det er her muligt at slå køretøjer op på enten nummerplade eller stelnummer og få vist synsresultater.
Hjemmesiden er optimeret til forskellige mobile platforme, således at siden også kan besøges via mobiltelefon eller med tablets, der er forbundet til internettet.

Transportminister Henrik Dam Kristensen udtaler:
"Jeg er meget glad for det nye tiltag, som vil betyde øget gennemsigtighed på bilsynsområdet. Nu kan man som forbruger stå ude ved en bilforhandler og slå op på Trafikstyrelsens hjemmeside og hurtigt og enkelt få alle relevante oplysninger om et køretøj. Med offentliggørelsen af synsrapporterne bliver det således mere gennemskueligt at købe en brugt bil, og det vil tjene til en større forbrugersikkerhed for danskerne."

For yderligere information henvises til kommunikationsmedarbejder Anders Wiese Hooge, som kan kontaktes på awh@trafikstyrelsen.dk eller telefonnummer 41 78 00 11.
Sidst opdateret: 16.03.2012