Trafikstyrelsens logo

Betingelser

Der er forskellige betingelser for at opnå ibrugtagningstilladelse, alt efter om infrastrukturen er omfattet af TSI’er eller ej. Trafikstyrelsen kan kræve, at en virksomhed anvender assessor, når den ansøger om godkendelse af infrastruktur

Virksomheden skal vise, at den infrastruktur, der søges ibrugtagningstilladelse til, i konstruktion og anvendelsesområde, er sikkerhedsmæssigt egnet til at blive brugt på jernbanen, herunder opfylder egne sikkerhedsregler. Derudover skal det eftervises, at delsystemet eller produktet opfylder kravene i EU’s interoperabilitetsdirektiv og i EU’s sikkerhedsdirektiv, og at det opfylder kravene i gældende TSI’er (Tekniske Specifikationer for Interoperabilitet).

Krav til ansøgning om ibrugtagningstilladelse
Virksomheder, der ansøger om ibrugtagningstilladelse til infrastruktur, skal indsende et ansøgningsmateriale til Trafikstyrelsen med bl.a. en beskrivelse af projektet, systemdefinition og anvendelsesbetingelser, foreløbig risikovurdering, opdateret sikkerhedsdokumentation og oplysninger om evt. assessorbistand. Medmindre virksomheden ansøger om forenklet godkendelsesproces skal en sikkerhedsplan for gennemførelsen af infrastrukturprojektet også indsendes til Trafikstyrelsen,

Hvis der er delsystemer i infrastrukturen, som er omfattet af EF-verifikation, skal virksomheden medsende en EF-verifikationserklæring for disse delsystemer.

EF-verifikation
Virksomheder, der søger om ibrugtagningstilladelse for infrastruktur, der er dækket af TSI’er, skal indsende en EF-verifikationserklæring, der er attesteret af et bemyndiget organ, til Trafikstyrelsen.

Virksomheden udarbejder selv EF-verifikationserklæringen, men det foregår på baggrund af en verifikationsproces, som virksomheden har gennemgået med et bemyndiget organ. Erklæringen dokumenterer, at infrastrukturen overholder kravene i interoperabilitetsdirektivet og de relevante TSI’er – og derved passer ind i den sammenhæng, der er på det europæiske jernbanenet. Processen er yderligere beskrevet i interoperabilitetsdirektivets bilag VI.

I Danmark er Det Norske Veritas og TÜV Intertraffic bemyndigede organer, men også andre EU-landes bemyndigede organer kan benyttes.

Forhåndsdialog og assessor
For at sikre en smidig godkendelsesproces tilbyder Trafikstyrelsen en forhåndsdialog. En tidlig kontakt mellem ansøgervirksomheden og Trafikstyrelsen kan medvirke til at afstemme forventninger til godkendelsesprocessen og kravene til ansøgningsmaterialet.

Trafikstyrelsen kan kræve, at en virksomhed anvender sagkyndig bistand, herunder assessorbistand, i forbindelse med ansøgning om godkendelse af infrastruktur.

Sidst opdateret 1. juli 2010
Venter på toget

Kontakt

Anders Halkjær Madsen
infra@trafikstyrelsen.dk
tlf. 72 26 70 89

© Trafikstyrelsen   ·   Gammel Mønt 4
DK-1117 København K   ·   7226 7000