Sikkerhedsrådgiver
Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, der arbejder med transport af farligt gods, skal udpege en sikkerhedsrådgiver
Sikkerhedsrådgiveren skal rådgive virksomheden i forbindelse med transport af farligt gods og sikre, at reglerne på området overholdes. En gang om året skal sikkerhedsrådgiveren udarbejde en rapport til virksomhedens ledelse om alle aktiviteter i forbindelse med transport af farligt gods.
Sikkerhedsrådgiveren skal have et bevis, der er gyldigt for de transportveje (vej, jernbane eller begge dele), der er relevante for virksomheden. Beviset udstedes efter bestået eksamen og er gyldigt i hele EU i fem år.
Jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere har pligt til at anmelde virksomhedens sikkerhedsrådgiver til Beredskabsstyrelsen.
Beredskabsstyrelsen og Trafikstyrelsen samarbejder om administration af eksamensordningen for sikkerhedsrådgivere, herunder udarbejdelse af eksamensspørgsmål samt udstedelse og fornyelse af sikkerhedsrådgiverbeviser.
Tvivlsspørgsmål vedrørende faglig fortolkning af RID-bestemmelserne i forbindelse med sikkerhedsrådgivereksamen afgøres endeligt af Trafikstyrelsen på Transportministeriets vegne.
Trafikstyrelsen fører tilsyn med de sikkerhedsrådgivere, der beskæftiger sig med transport af farligt gods ad jernbane. Tilsynet sker som en del af Trafikstyrelsens øvrige tilsyn.
På Beredskabsstyrelsens hjemmeside fremgår det, hvordan en sikkerhedsrådgiver udpeges, hvordan tilmelding til eksamen foregår mm.
Sidst opdateret 16. oktober 2009