"Best practice" for valg af lastbil og spejle

Opsummering om og baggrund for notat om "best practice" for indretning og valg af lastbil samt link til selve notatet.

Dansk Transport og Logistik, Fagligt Fælles Forbund, De Danske Bilimportører og Trafikstyrelsen har i fællesskab udarbejdet et notat om "best practice" for indretning og valg af lastbil for at vise, hvilke detaljer ved lastbilerne, spejlene og spejlmonteringen, som har særlig betydning for udsynet, så risikoen for højresvingsulykker reduceres. Notatet er rettet til vognmænd og chauffører, og indirekte til lastbilproducenter.

Baggrunden for notatet er anbefalinger i Havarikommissionen for Vejtrafikulykkers rapport "Ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister".

Anbefalingerne, som knytter sig til lastbilernes udformning, kan gennemføres ad frivillighedens vej, hvis lastbilproducenter, lastbilkøbere og lastbilbrugere bliver informeret om, at de har mulighed for at træffe nogle afgørende valg, som vil bidrage til at reducere risikoen for højresvingsulykker.

Derfor har Dansk Transport og Logistik, Fagligt Fælles Forbund, De Danske Bilimportører og Trafikstyrelsen ønsket ved hjælp af ”Best Practice”-notatet at informere om, hvad brugerne og producenterne særlig skal have opmærksomheden rettet imod, når valgene skal gøres.

"Best Practice”-notatet findes også i en engelsk version.

Sidst opdateret: 01.11.2012