Information rettet mod professionelle producenter og distributører vedrørende produktsikkerhed.
Producenters og distributørers ansvar
Når en producent eller distributør (importør/forhandler) vil markedsføre et produkt, skal det ske i henhold til bestemmelserne i de relevante EU-regler og/eller de nationale regler. Det betyder blandt andet, at man skal sikre sig, at produktet overholder de tilgrundliggende sikkerhedskrav. I praksis kan det gøres ved at kontrollere/afprøve produktets sikkerhedsmæssige egenskaber i henhold til en relevant standard.
Link til direktiv om produktsikkerhed
Et produkt er sikkert, hvis det ikke indebærer sundheds- og sikkerhedsfare for personer eller ejendom, når det anvendes til det forudsatte formål eller på en måde, som det forventes at blive anvendt på.
Det er producentens eller distributørens ansvar, at produktet er sikkert. Sker der en ulykke, er producenten eller distributøren ansvarlig efter dansk rets almindelige regler, herunder lov om produktansvar.
Hvis et produkt viser sig at være farligt, er det vigtigt at få det fjernet fra markedet hurtigst muligt. Et farligt produkt er et produkt, der ikke opfylder krav til sikkerhed og mærkning.
Underretning af kontrolmyndigheden/Trafikstyrelsen
- Ifølge produktsikkerhedsreglerne påhviler det producenter og distributører, der får kendskab til, at et produkt, som de har markedsført, udgør en risiko for forbrugeren, straks at underrette kontrolmyndigheden (Sikkerhedsstyrelsen) herom samt at oplyse om indholdet af de trufne foranstaltninger for at forebygge risici over for forbrugerne. Indberetninger fra producenter eller distributører til kontrolmyndigheden kan ske elektronisk via EU-Kommissionens hjemmeside.
Link til indberetningformular
Når formularen indsendes, får landets relevante myndighed, som i Danmark er Sikkerhedsstyrelsen, automatisk besked. Sikkerhedsstyrelsen underretter Trafikstyrelsen, hvis produktet hører under Trafikstyrelsens område. Derefter besluttes det, hvilke foranstaltninger, der skal træffes, herunder om produktet skal tilbagekaldes, og om det skal registreres i Rapex, som er EU’s informations- og varslingssystem for farlige produkter.
EU-Kommissionen har udgivet følgende vejledning: ”Retningslinjer for producenters og distributørers indgivelse af meddelelse om farlige forbrugsvarer til medlemsstaternes kompetente myndigheder” (pdf, 394 kb).
- Såfremt man ikke benytter dette skema, skal indberetningen dog indeholde tilsvarende oplysninger. Indberetning til Trafikstyrelsen kan ske på mail til info@trafikstyrelsen.dk.
Vi kan i øvrigt henvise til følgende generelle vejledning ”Vejledning i afhjælpning og tilbagetrækning af produkter” (pdf, 1.5Mb), som giver en generel orientering om, hvorledes man skal forholde sig, hvis det viser sig, at et af virksomhedens produkter kan være farlige. Det er en frivillig vejledning i at foretage afhjælpende foranstaltninger med henblik på at skabe øget produktsikkerhed, som er støttet af medlemslandenes markedskontrolmyndigheder samt forbruger- og handelsorganisationer inden for EU. Eventuelle afhjælpende foranstaltninger skal dog altid afklares med Trafikstyrelsen.
Procedure for tilbagekaldelse
Målet for en tilbagekaldelse er, at det farlige produkt bliver kaldt tilbage fra markedet inden for en kort tidsfrist. Trafikstyrelsen har udviklet en procedure for tilbagekaldelser, som løbende forbedres. Proceduren beskriver nogle minimumskrav. Den kan fraviges, hvis producenten eller distributøren kan sandsynliggøre, at den valgte fremgangsmåde har mindst samme effekt som Trafikstyrelsens procedure.
Tilbagekaldelsen af et farligt produkt fra det danske marked tilrettelægges i følgende trin:
- Forberedelse af de praktiske forhold, herunder afklaring af:
- Hvad skal forbrugeren gøre?
- Skal forbrugeren aflevere produktet?
- Skal produktet udbedres?
- Hvor afleveres produktet?
- Får man pengene tilbage eller byttes til et nyt produkt?
- Hvad skal der ske med produkterne bagefter?
- Instruktion til forhandlere?
- Hvordan dokumenteres tilbagetagelsen?
- Beredskab?
- Annoncering forberedes (målgruppen og dermed medier identificeres - dette gælder dog ikke køretøjer, der er registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer, jf. nedenfor):
- Hvem og hvor mange har købt produktet?
- Hvor bor de?
- Hvor er produktet blevet solgt?
- Hvilke medier har produktet været annonceret i?
- Kan en brancheforening hjælpe?
- Annoncering sættes i værk (se krav til annoncering nedenfor)
- Tilbagetagelsen går i gang
- Status og eventuel genannoncering
Krav til annoncering
Mål
- Annoncen skal minimum være 3 spalter x 150 mm. Dette mindstemål er ekskl. eventuel faktatekst om producenten, logo, etc.
Placering
- Annoncen skal placeres på en højreside - og gerne i sidens nederste højre hjørne.
Foto
- Fotoet skal som minimum være 60 x 60 mm. Man må selv bestemme, om der indrykkes et farvefoto eller et sort/hvid foto.
Design
- Annoncen skal have et enkelt design, der ikke forstyrrer kommunikationen.
Overskrift
- Overskriften skal fortælle hvilket produkt, det drejer sig om, og hvad problemet er. Desuden skal der oven over overskriften stå enten ”advarsel” eller ”xx producent advarer”.
Brødtekst
Brødteksten skal som udgangspunkt være kort, informativ og præcis. Teksten skal svare på følgende spørgsmål:
- Hvad er problemet/faren?
- Hvordan skal forbrugeren forholde sig?
- Hvor kan forbrugeren henvende sig for mere information?
Medier
Valget af medier sker som udgangspunkt i samarbejde med Trafikstyrelsen og vil blive baseret på firmaets viden om f.eks. salg af produktet. Hermed sikres en målrettet og effektiv indsats.
Hvis der ikke kan opnås enighed, vil Trafikstyrelsen kræve at produktet annonceres landsdækkende og som minimum i Berlingske Tidende, BT, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken. Der tages stilling til ugedag og sektion i det konkrete tilfælde.
Tilbagekaldelse af køretøjer registreret i CRM
Der stilles normalt ikke krav om annoncering, når det drejer sig om køretøjer, der er registreret i Centralregisteret for Motorkøretøjer. Det skyldes, at ejer/bruger af køretøjet er registreret, og det derfor er muligt at målrette kommunikationen direkte til ejeren/brugeren.