Trafikstyrelsens logo

Togene

Udbuddet var udformet sådan, at Trafikstyrelsen lejer togene til Øresundstrafikken hos DSB og stiller dem til rådighed for den operatør, der vandt udbudet, altså DSBFirst.

Til at køre trafikken, som den var planlagt i 2006, stiller Trafikstyrelsen 23 Øresundstog (DSB litra ET) og 20 elektriske regionaltog (DSB litra ER) til rådighed for DSBFirst. DSBFirst har tilbudt at gennemføre trafikken med disse 43 togsæt og samtidig at forbedre togenes driftstabilitet og rengøring.

Et Øresundstog består af tre vogne, er ca. 79 meter langt og har siddeplads til ca. 200 passagerer. De danske Øresundstog anvendes i en fælles pulje sammen med de identiske svenske Øresundstog for at sikre den størst mulige fleksibilitet. I alt indgår der ca. 85 Øresunds­tog i togtrafikken over Øresund.

ER-regionaltoget består af fire vogne, er ca. 77 meter langt og har siddeplads til ca. 200 passagerer.

10 nye tog
Folketingets Finansudvalg har 2. september 2008 godkendt indkøb af yderligere ti Øresundstog. Togene bygges af Bombardier og forventes leveret i løbet af 2010.

I praksis står DSB for indkøbet, og når togene er køreklar, udlejer DSB dem til Trafikstyrelsen, der herefter stiller dem til rådighed for trafikken over Øresund. Togene vil straks blive indsat i trafikken, så der kan køre længere tog med plads til flere passagerer og på sigt flere tog.

Indkøbet er en udløber af de seneste års stærkt stigende passagertal over Øresund. Siden Øresundsbroens åbning er antallet af togpassagerer over Øresund steget med i gennemsnit 14,5 procent pr. år, og alle prognoser peger på, at væksten vil fortsætte i årene frem.

De nye tog er identiske med de nuværende og vil indgå i puljen med de øvrige Øresundstog.

Billede

Kontakt
Kontraktchef,
Nicolai Bundgaard
nbu@trafikstyrelsen.dk

Projektleder
Benny Mølgaard Nielsen
bm@trafikstyrelsen.dk
tlf. 7226 7018

© Trafikstyrelsen   ·   Gammel Mønt 4
DK-1117 København K   ·   7226 7000