Samarbejde i hovedstadsområdet
Med Lov om Trafikselskaber har Trafikstyrelsen fået til opgave at sikre en koordinering af samarbejdet om den offentlige servicetrafik i hovedstadsområdet.
Siden 1970’erne har der eksisteret et lovfæstet samarbejde i hovedstadsområdet mellem operatørerne af den offentlige servicetrafik på bane og vej. Samarbejdet har bl.a. resulteret i forbedrede stationsforhold, mulighed for at benytte tog og bus på samme billet samt den fælles markedsføringsplatform Byens Net.
Pr. den 1. januar 2007 bestod samarbejdets parter af DSB, DSB S-tog, Ørestadsselskabet/Metroselskabet samt Movia – det ny trafikselskab på Sjælland.
Formålet med samarbejdet er, at de rejsende i hovedstadsområdet oplever trafikken som en helhed, selvom den udføres af forskellige parter. Dette skal ske ved at samarbejdets parter koordinerer deres indsats i hovedstadsområdet, især hvad angår kundeinformation, markedsføring, omstigningsforhold og køreplanlægning.
Parterne mødes jævnligt på både direktør- og arbejdsgruppeniveau for at diskutere og igangsætte fælles projekter, som f.eks. nye tilbudsprodukter til passagererne, bedre køreplanlægning i forbindelse med sporarbejder, forbedret kundeinformation undervejs på rejsen mv.
Samarbejdet beskæftiger sig desuden med opfølgning på indtægtsdelingen i hovedstadsområdet, f.eks. ved at indgå aftaler om fælles standarder for passagertællinger.
Trafikstyrelsens rolle i samarbejdet
Trafikstyrelsen har til opgave at forestå sekretariatsbetjeningen af samarbejdet samt at stå for udsendelsen af en årlig statusrapport for samarbejdet.
Årsrapporten for samarbejdet i hovedstadsområdet udarbejdes i samråd med samarbejdets parter.
Sidst opdateret 15. maj 2008.