JOURNALNUMMER 2025-256288

Indvinding af råstoffer som sidetag ved Kalundborgmotorvejen

15-07-2025

Vejdirektoratet ønsker at minimere transportafstandene for råstofferne og at kunne udnytte råstoffer, der på grund af placering mellem den kommende motorvej og anden infrastruktur vanskeligt vil kunne indvindes senere.

Trafikstyrelsen har den 20. juni 2025 modtaget ansøgning fra Vejdirektoratet om indvinding af råstoffer som sidetag ved Kalundborgmotorvejen.

Formålet med projektet er at minimere transportafstandene for råstofferne og at kunne udnytte råstoffer, der på grund af placering mellem den kommende motorvej og anden infrastruktur vanskeligt vil kunne indvindes senere.

Anlægsarbejdet forventes påbegyndt juli 2026 og forventes afsluttet december 2028.

Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med statslige vejprojekter, jf. kapitel 2 a i vejloven (LBK nr. 435 af 24/04/2024 af lov om offentlige veje m.v.). Projektet er omfattet af bekendtgørelsens bilag 2 10e og 13a. Trafikstyrelsen skal derfor screene projektet for VVM-pligt i medfør af § 17 d i samme lovbekendtgørelse.

Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet, jf.  §1 a og § 1 c i ”Bekendtgørelse nr. 451 af 08/05/2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter”, med senere ændringer.

Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 156 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å, som ligger ca. 400 m nord fra projektområdet. Området er udpeget som habitatområde nr. 137 Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å og fuglebeskyttelsesområde nr. 117 Store Åmose. Området er specielt udpeget for at beskytte rigkær og tidvis våd eng langs Bregninge Å, herunder forekomster af skæv- og sumpvindelsnegl. Området er endvidere specielt udpeget for at beskytte næringsfattige mosetyper i Store Åmose.

Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.

Projektet er beliggende i Hovedvandopland 2.1 Kalundborg. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at projektet vil medføre en midlertidig eller permanent forringelse af kvalitetselementernes tilstand, forringelse af vandområdets økologiske- og kemiske tilstand samt at projekt ikke er til hindre for målopfyldelse.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 22. august 2025 til vvm@trafikstyrelsen.dk, cc nave@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-256288.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar, samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.

Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.