KørGrønt

Spar op til 20 % brændstof!
Der er mange penge - og CO2 - at spare, hvis man kører grønt. Det er udfordrende, at ændre indgroede kørevaner, men også underholdende, og gevinsten ses straks på dit forbrug af brændstof.

OBS! Alle informationer fra kørgrønt.dk er flyttet over på denne side. Det er ikke længere muligt, at bruge sin KørGrønt profil, SMS-service og app. Derfor bliver alle brugere, der går ind på kørgrønt.dk, omdirigeret til denne side.

Trafikstyrelsens 10 gode råd om energieffektiv køreteknik handler om kørestil og praktiske tiltag. Hvis du bruger dem, når du kører, så reducerer du din CO2-udledning og sparer samtidig penge - uden at du går på kompromis med din mobilitet. I Trafikstyrelsen vurderer vi, at der er et potentiale for at spare op til 20 % brændstof. Det afhænger naturligvis af din nuværende kørestil.

De 10 grønne køreråd

Brems med motoren

Hvis du slipper speederen helt og holder bilen i gear, så afbrydes indsprøjtningen af brændstof fuldstændigt. Du sparer altså brændstof ved at holde bilen i gear i stedet for at koble ud og køre i frigear frem mod f.eks. et lyskryds eller et sving.

Husk dog altid at vise de bagvedkørende, at du bremser ved at røre let på bremsen med foden, så bremselyset aktiveres.

Kør i et så højt gear som muligt

Ved bykørsel eller langsom landevejskørsel vil forbruget være 30-35 % højere ved at vælge 3. gear frem for 5. gear. Moderne biler kan sagtens tåle at køre i 5. gear allerede fra ca. 50 km/t.

Accelerér kvikt

Første gear bør kun bruges til at rulle bilen i gang. Herefter accelererer du med gaspedalen trykket ca. halvt ned, og inden motoren når op over den nederste halvdel af omdrejningsområdet, skifter du til næste gear.

Du kan godt springe et gear over og f.eks. skifte fra 2. til 4. gear eller fra 3. til 5. gear. Ved den ideelle acceleration kommer du op i den ønskede hastighed forholdsvis hurtigt.

Vær forudseende - følg med i trafikken

Hver gang du bruger bremsen, koster det brændstof at komme op i fart igen. Derfor skal du afpasse farten, når du nærmer dig et lyskryds eller en anden forhindring, så du kan køre videre uden at bremse.

Tjek dæktrykket

Når man cykler, mærker man tydeligt, hvis dækkene er flade. Det gør man ikke i en bil, hvor der er masser af kræfter tilovers. Men det koster brændstof at køre med for lavt dæktryk. Hvis dine dæk mangler 20 % luft stiger brændstofforbruget med 5-10 %. Derfor er det en god ide at tjekke dæktrykket jævnligt.

Aircondition er dejligt - men det koster

Aircondition - eller klimaanlæg, som det hedder på dansk - øger brændstofforbruget med op til 15 %. Du sparer derfor en masse brændstof, hvis du kan nøjes med at bruge ventilationssystemet.

Tøm bagagerummet

Kører du rundt med noget tungt i bagagerummet? Som en tommelfingerregel kan man regne med, at 100 kg ekstra vægt øger brændstofforbruget med 4 %.

Afmontér tagbagagebærer og tagboks efter brug

Bilfabrikanterne har brugt mange kræfter på at gøre bilerne så strømlinede som muligt. Derfor er det en dårlig idé at køre rundt med en tagbagagebærer eller tagboks, når ferien er forbi. En tagbagagebærer kan øge brændstofforbruget med et par procent, og en tagboks kan øge forbruget med helt op til 15 %.

Brug instrumenterne

Mange biler har brændstofmålere, der kan vise både dit aktuelle forbrug, hvor langt du kører på literen i gennemsnit og hvor meget brændstof, du har brugt på hele turen. Brug instrumenterne og konkurrér med dig selv om at bruge mindst muligt brændstof på ture, du kører ofte, f.eks. til og fra arbejde.

Kør ikke for hurtigt

Jo hurtigere du kører, desto større bliver luftmodstanden, og luftmodstand koster brændstof. Derfor kan en forøgelse af hastigheden fra f.eks. 110 km/t til 130 km/t give en stigning i forbruget på op til 20 %.

Læs mere om besparelsespotentialet for de enkelte råd her.

Kontakt
Civilingeniør
Martin Hellung-Larsen
Kørgrønt.dk flytter

Den 31. januar flyttede alle informationerne fra kørgrønt.dk over på denne side. Derfor kan du ikke længere bruge din KørGrønt profil, SMS-service eller app.

KørGrønt - Kursus
Udgangspunktet i KørGrønt kurset er at give bilisten praktisk og teoretisk forståelse for de grønne køreråd. På den måde får de mest muligt ud af brændstoffet. Instruktørerne er kørerlærere, der har gennemgået et certificeret instruktørkursus.

Du kan læse her, hvor du kan få KørGrønt kursus.

Nye energiklasser
Nu er det blevet endnu nemmere at vælge en grønnere bil.
Vi har udvidet energimærkningen og indført nye energiklasser for person- og varebiler. Se mere om det nye energimærke her

hvor langt på literen

For både din økonomi og miljøets skyld, er det godt at vide, hvor energieffektiv din bil er.

Hent folderen Hvor langt på literen 2011, få den udleveret hos en forhandler af nye biler. Der kan du se, hvor langt bilerne kører på literen og meget mere.

De konkrete data om din bils brændsstofforbrug, CO2-udledning og grønne ejeragift kan du finde her .

 

KørGrønt film

Se KørGrønt filmene og find ud af, hvordan du sparer på brændstoffet.

Acceleration og gearskift

Brems med motoren

Fem hurtige råd

Kør grønt og spar en formue

Eller download KørGrønt-folderen her

Sidst opdateret: 06.06.2013