Idékonkurrence mod cykeltyveri: Vinderne er fundet!

Vinderne er fundet i transportministerens idékonkurrence mod cykeltyverier ved stationer.

Der har været stor interesse for idékonkurrencen mod cykeltyverier ved stationerne, som forhenværende transportminister Magnus Heunicke satte i gang tidligere på sommeren. Ikke færre end 516 personer har indsendt idéer til, hvordan man kan begrænse cykeltyverierne.

Vinderne af idékonkurrencen er i dag blevet fundet, og 1. 2. pladserne kan glæde sig over at modtage gavekort til cykelhandleren på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kroner.


1. pladsen: ”Gør tyven træt”

Det er Michael Enghoff Hansen der løber med 1. pladsen. Michaels idé er både mekanisk simpel og nem at forstå. Idéen peger på, at der skal skabes bedre muligheder for fastlåsning af cykler til de eksisterende, stationære stativer. Forslaget viser, hvordan stativerne kan benyttes på flere forskellige måder, både med en fastmonteret wire og med egen medbragte lås.


2. pladserne: ”Cykelstander med kæde” og ”Bikewire”

Den ene 2. plads går til Heiner Gringmuth, hvis forslag - ligesom vinderforslaget - er både mekanisk simpelt og nemt at forstå. Også her lægges der op til, at man anvender både en fastmonteret kæde og egen medbragte lås. I vinderforslaget er der dog vist flere variationer af låsene, hvorfor forslaget med kæden får en 2. plads.

Den anden 2. plads går til Cathrine Understrup, hvis idé er en fastlåsningsløsning som de to øvrige, men indeholder en ekstra sikring i form af registrering med rejsekort. Denne løsning giver således også mulighed for kommunikation med cyklisten, fx ved oprydning på stationerne.

Idéen er baseret på rejsekort, men man kan også forestille sig andre kortløsninger, fx det gule sundhedskort. Kombinationen af mekanik og elektronik vil ikke henvende sig til alle de cyklende på stationen, men derimod til dem der ønsker bedre styr på cyklen. Den medfølgende video er dog den bedste illustration blandt samtlige indsendte idéer.

I boksen til højre finder du illustrationer af vinderforslagene. Her finder du også en liste med de øvrige indsendte idéer.


Indsatsen mod cykeltyverier ved stationer fortsætter

Selvom idékonkurrencen er slut vil følgegruppen, som har fulgt idékonkurrencen, fortsætte arbejdet. Senere på året vil gruppen komme med en række anbefalinger til ministeren om, hvordan man kan bekæmpe cykeltyverierne ved stationerne.



forhenværende Transportminister overrækker 1. præmien til Michael Enghoff Hansen

Sidst opdateret: 01.10.2015