Trafik- og Byggestyrelsen godkender første droneskole
31.08.2016

Trafik- og Byggestyrelsen har d.d. godkendt den første droneskole, der nu får lov til at uddanne droneførere. Styrelsen er ved at lægge sidste hånd på behandlingen af ansøgninger fra fire andre uddannelsessteder.

Den 1. september træder de nye regler for flyvning med droner i bymæssigt område i kraft. De indebærer blandt andet, at det er blevet lovpligtigt for droneførere at have et dronebevis.

Et sådant dronebevis opnås ved at gennemgå uddannelsen til dronefører på et af Trafik- og Byggestyrelsen godkendt uddannelsessted.

Trafik- og Byggestyrelsen har nu godkendt virksomheden MyDroneAcademy Aps med reference til bekendtgørelsen for flyvning med droner i bymæssigt område.

Trafik- og Byggestyrelsen kan desuden oplyse, at virksomhederne ABC Flight Academy, Droner.dk, UAS Flight Academy og Wefly har ansøgt om at blive godkendt som droneskoler. Behandlingen af disse ansøgninger er i den afsluttende fase.

Trafik- og Byggestyrelsen vil løbende offentliggøre navnene på godkendte uddannelsessteder på sin hjemmeside.
Sidst opdateret: 01.09.2016