Ændret praksis for flyvemedicinsk vurdering ved brug af vægttabsmedicin

15-10-2026

Trafikstyrelsen har besluttet at ændre praksis for flyvemedicinsk vurdering af ansøgere, der anvender vægttabsmedicin, herunder liraglutid (Saxenda), semaglutid (Wegovy) og tirzepatid (Mounjaro).

Ændringen sker på baggrund af en gennemgang af den tilgængelige videnskabelige litteratur og vores hidtidige erfaringer med disse lægemidler. Vi vurderer, at behandlingen som udgangspunkt kan håndteres af flyvelægen efter de almindelige regler for opstart af ny medicin og vurdering af eventuelle bivirkninger.

Hvad ændres?

Kravet om SSL-begrænsning alene på grund af behandling med vægttabsmedicin bortfalder.

Det betyder, at:

  • Opstart og fortsat behandling med vægttabsmedicin ikke længere i sig selv kræver en SSL-begrænsning.
  • Sager om ukompliceret behandling med de nævnte præparater ikke længere skal indsendes til Trafikstyrelsen som Referred eller Consultation.
  • Flyvelægen selv vurderer, hvornår ansøgeren kan genoptage sine flyvemedicinske rettigheder efter opstart eller dosisændring.
  • Vurderingen, herunder eventuelle bivirkninger og karensperiode, dokumenteres i flyvelægejournalen.

De almindelige flyvemedicinske krav gælder fortsat, herunder vurdering af eventuelle følgesygdomme og øvrige helbredsforhold.

Karensperiode ved opstart og dosisøgning

De tre lægemidler kan især give kvalme, opkastning, diarré, mavesmerter, svimmelhed og træthed. Bivirkningerne ses hyppigst i forbindelse med behandlingsstart og dosisøgning, men kan også opstå senere i behandlingsforløbet.

På baggrund af den tilgængelige viden anbefaler Trafikstyrelsen følgende karensperioder:

Lægemiddel

Ved opstart

Ved dosisøgning

Liraglutid (Saxenda)

Mindst 14 dage

Mindst 72 timer

Semaglutid (Wegovy)

Mindst 14 dage

Mindst 72 timer

Tirzepatid (Mounjaro)

Mindst 14 dage

Mindst 72 timer

Karensperioderne er vejledende minimumsperioder og forudsætter, at ansøgeren ikke har bivirkninger af betydning for flyvesikkerheden.

Ved fortsatte eller nyopståede bivirkninger må flyvetjeneste ikke genoptages, før symptomerne er ophørt, og ansøgeren er vurderet flyvemedicinsk egnet.

Flyvelægen skal fortsat være opmærksom på, at betydeligt vægttab og eventuel samtidig medicinsk behandling kan medføre ændringer i eksempelvis blodtryk og den samlede helbredstilstand.

Ophævelse af eksisterende SSL-begrænsninger

Ansøgere, der tidligere har fået påført begrænsningen SSL: Copy of all medical records to AME alene som følge af behandling med vægttabsmedicin, kan få denne ophævet ved næste revalidering eller fornyelse. Begrænsningen kan også ophæves tidligere, hvis ansøgeren ønsker det.

Ophævelsen kan foretages af flyvelægen uden forudgående godkendelse fra Trafikstyrelsen og skal ikke indsendes som Referred eller Consultation, heller ikke for Class 1 og Class 3.

Flyvelægen skal blot dokumentere ophævelsen og begrundelsen i den flyvemedicinske journal med henvisning til Trafikstyrelsens ændrede vejledning.

Det er vigtigt, at denne mulighed kun gælder, hvis SSL-begrænsningen udelukkende er påført på grund af vægttabsmedicin. Hvis SSL også er påført af andre helbredsmæssige årsager, skal begrænsningen opretholdes, medmindre der foreligger et særskilt grundlag for ophævelse.

Fortsat ansvar hos flyvelægen

Ændringen betyder ikke, at vægttabsmedicin er uden flyvemedicinsk betydning.

Flyvelægen skal fortsat foretage en individuel vurdering af ansøgerens helbred, den ordinerede behandling og eventuelle bivirkninger. Ansøgeren skal informeres om sin pligt til at ophøre med flyvetjeneste og kontakte flyvelægen ved symptomer eller ændringer i helbredstilstanden, som kan påvirke flyvesikkerheden, jf. MED.A.020 og ATCO.MED.A.020.

Den tidligere særskilte procedure og tilhørende formular for vægttabsmedicin bortfalder dermed og erstattes af de almindelige flyvemedicinske principper for vurdering af medicinsk behandling.