Oversigt over certifikater

Kontakt os

Alle certifikater udstedes i overensstemmelse med ICAOs standarder hvor enkelte er reguleret af national dansk lovgivning. Andre certifikater er udstedt i overensstemmelse med det fælleseuropæiske regelsæt under EASA.

Nationale certifikater

Følgende certifikater udstedes af Trafikstyrelsen i overensstemmelse med ICAO og/eller national dansk lovgivning.

K-certifikat – Flyveklarerercertifikat

Uddannelse reguleres af BL 6-66. Uddannelse sker hos arbejdsgiveren (luftfartsselskab eller handling agent). Uddannelsen består af en en teoretisk og praktisk del, og certifikatadministration sker gennem arbejdsgiveren.

CA-certifikat – Certifikat som kabinebesætningsmedlem

Uddannelsen reguleres af BL 6-37. Certifikatadministration sker gennem arbejdsgiveren.

Flyveledercertifikat (ATCO)

Uddannelse sker hos Naviair (flyvesikringstjenesten) eller hos Flyvevåbnet

Uddannelsen reguleres efter forordning (EU) 2015/340.

Flyveinformationstjeneste certifikat (FISO)

Den teoretiske uddannelse reguleres af BL 6-96 og den praktiske uddannelse af BL 6-97. Uddannelse sker hos Navair (flyvesikringstjenesten) eller hos Mittarfeqarfiit (Grønlands Lufthavnsvæsen). Endvidere ved lufthavnsenhederne Esbjerg, Tyra, Odense og Sønderborg, i det omfang de søger elever.

Certifikater til ultralette luftfartøjer – fly/gyroplan

Uddannelse reguleres af BL 9-6 og af BL 9-12. Uddannelse sker via Dansk UL-flyver Union og Dansk Gyrokopter Union.

Validering

Ved validering forstås en stats udtrykkelige erklæring om, at et certifikat, som er udstedt af en anden stat, kan anvendes på lige fod med et certifikat, som den selv har udstedt.

Konvertering af ICAO-pilotcertifikat til EASA Part-FCL-certifikat

Et pilotcertifikat udstedt af et land uden for EASA-systemet kan på visse betingelser danne grundlag for udstedelse af et europæisk Part-FCL-certifikat.

Reglerne for anerkendelse og konvertering af pilotcertifikater udstedt af tredjelande fremgår af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/723. Reglerne gælder for certifikater, der er udstedt i overensstemmelse med ICAO Annex 1. 

Ved konvertering vurderer Trafikstyrelsen det udenlandske certifikat og ansøgerens kvalifikationer i forhold til de gældende europæiske krav. Afhængigt af hvilket certifikat og hvilke rettigheder der søges om, kan der bl.a. være krav om dokumentation for flyveerfaring, teori, praktisk prøve, sprogkundskaber og europæisk medical.

Den almindelige konverteringsordning efter forordning (EU) 2020/723 giver mulighed for at konvertere et tredjelandscertifikat til et Part-FCL PPL. Indehavere af CPL eller ATPL kan således også anvende ordningen, men den direkte konvertering efter artikel 9 resulterer i et PPL. Ønskes et europæisk CPL eller ATPL, skal de relevante krav i Part-FCL opfyldes med den merit, som reglerne giver mulighed for.

Trafikstyrelsen foretager i forbindelse med behandlingen den nødvendige kontrol af det udenlandske certifikat og de oplysninger, der ligger til grund for ansøgningen.

Særlig aftale mellem EU/EASA og USA/FAA – BASA

EU og USA har indgået en bilateral luftfartssikkerhedsaftale – Bilateral Aviation Safety Agreement (BASA). Aftalens Annex 3 om Pilot Licensing etablerer en særlig ordning for gensidig anerkendelse og konvertering af visse pilotcertifikater og rettigheder mellem FAA-systemet og EU Part-FCL-systemet.

Ordningen indebærer reducerede krav sammenlignet med den almindelige konverteringsprocedure for tredjelandscertifikater, fordi EU/EASA og FAA på de områder, som aftalen omfatter, har vurderet de respektive regelsystemer og procedurer som tilstrækkeligt sammenlignelige.

Aftalen omfatter imidlertid kun et afgrænset område. På pilotsiden omfatter den private pilotrettigheder samt relevante Night Ratings og Instrument Ratings for SEP(land) og MEP(land). Et FAA Commercial Pilot Certificate eller Airline Transport Pilot Certificate kan være omfattet, når det anvendes som grundlag for konvertering af de private pilotrettigheder, der er indeholdt i certifikatet. Aftalen giver derimod ikke mulighed for direkte konvertering til et europæisk CPL eller ATPL.

De nærmere krav og procedurer fremgår af Annex 3 til BASA samt Technical Implementation Procedures – Licensing (TIP-L).

Senest opdateret 06-11-2023